Coronavirus: DUF bakker op om myndighedernes tiltag
12-03-2020
DUF opfordrer til, at frivillige foreninger lukker i 14 dage for at begrænse corona-smitte.
DUF opfordrer sine medlemsorganisationer til at følge myndighederne anbefalinger nøje for at mindske risikoen for corona-smitte.
Det sker på baggrund af statsministerens pressemøde onsdag aften, hvor hun bl.a. frarådede alle indendørs arrangementer med over 100 deltagere og opfordrede frivillige foreninger til at lukke og foreløbigt holde lukket i to uger fra fredag.
Læs statsministerens udtalelse her.
Det er endnu ikke afklaret, hvilke konsekvenser situationen vil få for frivillige foreninger, men DUF følger situationen tæt.
"Vi er naturligvis opmærksomme på, at det kan få stor betydning for DUFs medlemsorganisationer, herunder økonomisk. Vi hører gerne om de gener, som det giver, og vi vil gøre vores for at viderebringe det til de rette kanaler, ligesom vi følger situationen også med disse briller," siger Morten E.G. Jørgensen, generalsekretær i DUF.
"Vi er desuden opmærksomme på, at situationen rejser nogle spørgsmål i forhold til bl.a. krav om afholdelse af generalforsamlinger, regelmæssige aktiviteter i lokalforeningerne mv. i henhold til DUFs tilskudsregler, ligesom der kan være andre af DUFs puljer og tilskudsmuligheder, hvor der kan være spørgsmål, der skal afklares. Vi udsender nærmere information herom snarest muligt til alle relevante parter."
DUF aflyser eller udskyder egne aktiviteter
DUF udskyder desuden alle aktiviteter indtil den 30. marts, og medarbejderne på DUFs sekretariat vil arbejde hjemmefra i samme periode.
Det betyder at alle arrangementer - herunder fyraftensmøder, uddannelsesaktiviteter og konferencer - er aflyst eller udskudt i perioden 12. - 30. marts. Arrangementer fra den 30. marts og frem er ikke aflyst. Tilmeldte til DUFs arrangementer vil få besked om aflysninger på mail.
Vi beklager de gener, som det måtte medføre og håber på forståelse.
Kontakt
Morten E.G. Jørgensen, generalsekretær, tlf. 29 82 18 40, mail meg@duf.dk