Derfor er jeg ungdomsleder
24-09-2018
I to uger af september var 27 deltagere på ungdomslederkursus i Haslev. Her mødtes danske frivillige fra fire af DUFs medlemsorganisationer med unge fra deres partnerorganisationer fra Malawi, Filippinerne, Zimbabwe eller Uganda.
På ungdomslederkurset bliver deltagerne undervist i at lede andre frivillige, de får værktøjer til, hvordan man bedst muligt faciliterer workshops og bliver klædt på til at lave projekter, der skaber bæredygtig forandring for og med unge. Målet er, at de nyuddannede ungdomsledere går fra kurset med kompetencer til at samarbejde på tværs af organisationer og landegrænser og sammen lede og styre forandringsprocesser med unge i partnerskabslandene.
Deltagerne har alle søgt om at blive ungdomsledere og har dedikeret mellem tre og otte måneder til et projekt, de brænder for. Ungdomslederne er i disse dage på vej afsted til deres partnerskabsland for at arbejde på deres respektive projekter.
På kurset spurgte vi et par af deltagerne om, hvorfor de vælger at være ungdomsledere.
Hvorfor er du ungdomsleder?
Grunden til, at jeg søgte om at blive ungdomsleder, er, at jeg bor i Danmark – et land hvor vi er super privilegerede - og jeg har altid haft en følelse af gerne at ville gøre noget ved alle deurimelige ting, som sker ude i verden. Jeg har altid følt mig så magtesløs og ikke vidst, hvordan jeg skulle gøre en forskel, men så så jeg det her program, og jeg kunne se, at jeg faktisk havde noget, som kunne hjælpe og styrke de unge i Filippinerne, så de kan kæmpe for deres land.
Hvorfor bruger du så meget tid på det her projekt frem for alt muligt andet?
For mig er nøgleordet, at vi prøver at hjælpe de unge i Filippinerne. I stedet for at jeg, som kommer fra Danmark og ikke rigtig forstår, hvad det vil sige at være ung i Filippinerne, og bare putter mine ideer ned over hovedet på dem, så handler det i stedet om, at styrke dem, så de kan deltage i deres demokrati og i deres land.
Hvad glæder du dig mest til i jeres projekt sammen?
Jeg er spændt på at komme til Filippinerne. Jeg har aldrig været der før, og jeg håber virkelig, at vi, når vi samarbejder, kan udforme noget helt specielt. Jeg er rigtig spændt på at komme i gang, få noget hands-on erfaring, møde en masse unge mennesker og forhåbentlig vække et engagement i dem. Jeg håber, at vi kan vise dem, at politik også handler om unge mennesker og ikke kun om gamle mænd, der sidder i et parlament og tager beslutninger.
Hvorfor er du ungdomsleder?
Jeg ser det at være ungdomsleder som en mulighed for at bringe de ting, som jeg er god til, i spil og som en mulighed for at tilegne mig nye egenskaber og for at gøre noget godt for mit land. Jeg har, lige siden jeg var lille, vidst, at det, jeg ville bruge mit liv på, var at bruge det, jeg er god til til at hjælpe andre. Så det betyder faktisk ret meget for mig.
Hvorfor bruger du så meget tid på det her projekt frem for alt muligt andet?
AKBAYAN Youth ligger mit hjerte meget nært, og jeg har mange familiemedlemmer, som er medlem. Jeg synes, at de sager, vi kæmper for: demokrati, retfærdighed og menneskerettigheder er meget vigtige. Vores projekt arbejder med at gøre AKBAYAN Youth stærkere og med at give unge de egenskaber, de har brug for til selv at blive aktive medborgere. Det, synes jeg, er meget vigtigt, og jeg tror det er præcist dét, som filippinske unge har brug for. Særligt lige nu, hvor der faktisk er behov for, at vi forsvarer vores demokrati.
Hvad glæder du dig mest til i jeres projekt sammen?
Jeg glæder mig mest til at se ”frugten” af vores arbejde, for det er derfor, jeg er her. Jeg vil virkelig gerne hjælpe andre, og jeg håber, at vi kan sprede engagement og aktivisme alle steder i Filippinerne.
Hvorfor er du ungdomsleder?
Jeg besluttede mig for at være ungdomsleder, fordi jeg virkelig godt kan lide landet Uganda, og fordi jeg synes, vi har et vigtigt projekt med et problem, som der bør gøres noget ved. Projektet handler om ikke-smitsomme sygdomme (livsstilssygdomme), hvilket folk ofte overser, når der bliver arbejdet med udviklingslande. Oftest ser man kun på de smitsomme sygdomme. Derudover synes jeg opgaven med at evaluere projektet er både spændende og gavnlig for mig rent professionelt.
Hvorfor bruger du så meget tid på det her projekt frem for alt muligt andet?
Jeg kan rigtig godt lide, at det projekt, vi laver her, er meget engageret i de mennesker, vi arbejder med. Hvis man gerne vil lave udviklingsarbejde, så er der mange steder, du kan gå hen, og mange kontorer, du kan sidde på, men det her projekt er meget tæt på den virkelighed og de mennesker, det handler om, og det er en stor oplevelse.
Hvilken ændring håber du at skabe?
Drømmen for mig er, at uddannelsesministeriet i Uganda sætter ikke-smitsomme sygdomme på pensum. Det er måske lidt ambitiøst, men det er drømmen.
Hvorfor er du ungdomsleder?
Min motivation for projektet er helt klart, at der er behov for bedre sundhed i Uganda. Jeg er medicinstuderende og ser frem til at blive en rigtig dygtig læge. Jeg håber derfor også, at der sker forbedringer inden for sundhedssektoren i Uganda. For mig er det her projekt et rigtig godt sted at starte med en af mine store drømme. Jeg vil gerne være med til at informere de unge i Uganda om, hvordan de kan tage ansvar for deres eget liv og ændre deres livsstil til noget bedre.
Hvorfor bruger du så meget tid på det her projekt frem for alt muligt andet?
Jeg tror, at der er mennesker derude, som rent faktisk har brug for denne slags hjælp, og som er syge. Hvis bare de havde chancen for at vide mere, og der var nogen, der rakte ud til dem, så tror jeg, at deres liv kunne være meget bedre. Jeg føler mig stolt og tilfreds, når jeg kan hjælpe andre og se, at de får det bedre. Det gør mig glad, og så er det helt okay, at bruge meget tid på det.
Hvilken ændring håber du at skabe?
Helt generelt så håber jeg at sundheden i Uganda bliver bedre. Og specifikt omkring ikke-smitsomme sygdomme, så håber jeg at en masse mennesker får viden om, hvordan de kan forebygge det. Og så håber jeg virkelig, at folk indser, at det er rigtig vigtigt, og at regeringen i Uganda vil hjælpe os med det.
En ungdomsleder er en ung fuldtids frivillig mellem 18 og 30 år, der udveksles i tre til 12 måneder mellem organisationer i Danmark og organisationer i udviklingslandene, Mellemøsten og Nordafrika. Det, der er centralt for en udveksling gennem DUF, er, at organisationerne samarbejder i et ligeværdigt partnerskab, og her er ungdomslederne en unik mulighed for at gøre samarbejdet i partnerskabet endnu stærkere.
Hvert år uddanner DUF en række ungdomsledere, som får økonomisk støtte, for dermed at have muligheden for at dedikere en periode af deres liv til et projekt i et andet land. Har din organisation et internationalt projekt, og ønsker I at knytte en ungdomsleder hertil, kan I læse mere om DUFs ungdomslederprogram.
Internationale projekter og partnerskaber