DUF opruster igen
09-12-2020
Efter flere år med en stigning i både antallet af større projekter, midler og medarbejdere i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, foretager organisationen nu en omstrukturering og søger to nye chefer.
”DUF har været i en positiv udvikling igennem længere tid. Vi er blevet flere medarbejdere, fordi flere gerne vil samarbejde med os, og der er opstået masser af muligheder, som vi har grebet. Det kalder på en oprustning og medfører også en organisationstilpasning. Alt sammen i håb om, at vi kan fortsætte med at servicerer vores medlemmer bedst muligt og positionere DUF som en stadig stærkere politisk spiller på ungeområdet,” lyder det fra Louise Juul Jensen, generalsekretær i DUF.
Omstruktureringen sker som en glædelig konsekvens af, at DUF gennem de seneste år har været i vækst. DUFs sekretariat tæller i dag 50 medarbejdere og med flere nye projekter på vej udvides staben yderligere. Samtidig ligger der i den kommende tid store opgaver med høj politisk prioritet, som en oprustning på det politiske område bl.a. skal være med til at løfte. Det er opgaver som evaluering af udlodningsloven og et fortsat fokus på corona-retningslinjer og hjælpepakker.
For at skabe plads og rum for længerevarende strategiske projekter vil DUF nu etablerer en politisk afdeling, hvor interessevaretagelse, presse og kommunikation samles. Til dette område søges en ny og ambitiøs politisk chef.
Udvidelse af flere både offentlige midler, fondstøttede projekter og ikke mindst nødpuljer fra corona-hjælpepakker har desuden synliggjort et behov for en velsmurt puljeforvaltning. Derfor samles alle DUFs nationale puljer nu i en selvstændig afdeling for forvaltning og jura, der dermed kan specialisere sig i puljeforvaltning og juridisk bistand til medlemsorganisationer.
DUFs nationale demokratiarbejde er over det seneste år smeltet mere og mere sammen med et voksende internationalt område, og derfor etableres en ny og større demokratiafdeling, hvor erfaringer og ressourcer kan løbe på tværs af nationalt og globalt demokrati.
I de kommende år kommer samvær og trivsel til at spille en stadig større rolle i DUF og DUFs mange medlemsforeninger. Derfor samles DUFs arbejde med foreningsudvikling med det politiske arbejde om unges trivsel i en afdeling, hvortil der også søges en ny og erfaren chef.
Organisationsændringerne træder i kraft pr. 1. januar 2021.
Er du interesseret i en af de ledige chefstillinger, kan du læse mere her:
DUF søger en politisk chef
DUF søger en chef til afdelingen for foreningsudvikling