Mette Lundgaard
Titel: Klima og miljø
Mobil: +45 51905466
E-mail: mette.youthdelegate@duf.dk
Mette er nyuddannet økonom fra Københavns Universitet, hvor hun særligt har beskæftiget sig med klima- og energiøkonomi. Hun skrev speciale i samarbejde med Danmarks Nationalbank om finanssektorens rolle i den grønne omstilling. Under studiet har hun bl.a. arbejdet som studentermedhjælper i Udenrigsministeriets klimakontor og siden i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Mette har frivilligbaggrund i forretningsudvalget for Gaia - Unge for et Grønt Erhvervsliv, der arbejder for at styrke samarbejdet mellem unge og virksomheder om den grønne omstilling og gøre klimakampen mere tilgængelig for alle unge.
Deltager på danske unges vegne i plastikforhandlingerne (INC), Bonn Climate Change Conference, biodiversitets-COP (CBD) og klima-COP (UNFCCC)
Emner I særligt vil beskæftige jer med som ungdomsdelegater
- Reduktionsmål for drivhusgasudledninger
- Mere beskyttet natur på verdensplan og bedre beskyttelse af vores økosystemer
- Mindre plastic i havene og større ambitioner for reduktioner af plasticproduktion
- Sammenhængen mellem de planetære grænser (dvs. både klima og miljø) og politiske løsninger, der gavner både klima og miljø
- Finansiering af de nødvendige investeringer i både klimabeskyttelse og -tilpasning og en fair grøn udbygning for lavindkomstlande
Hvorfor har du søgt området klima og miljø?
I 2017 boede jeg 3,5 måneder i et område af Kenya, der var hårdt ramt af tørke og afskovning. Det havde store konsekvenser for vores naboer, der havde svært ved at holde deres dyr i live og derfor selv frygtede sulten, fordi både græs og vand var forsvundet. Der var skrald på gadehjørnerne, og det var slående, hvor svært det er at passe på kloden uden den rette infrastruktur. Sammen med lokale unge arbejdede vi på verdensmålsprojekter, og deres viljefaste håb vækkede en drøm om at deltage i diplomatiet for at fremme klimahandling og global retfærdighed. Siden er klimaforandringerne kun accelereret, og det samme er mit ønske om at præge vores samfund til at passe bedre på vores klode og natur. At være Ungdomsdelegat til FN for Klima og Miljø er en chance for at være en dråbe i havet for en grønnere og bedre fremtid. Jo flere vi får med, jo flere ringe i vandet kan vi skabe.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
Som forretningsudvalgsmedlem og ansvarlig for medlemsaktivitet i Gaia har jeg ansvaret
for at få flere unge engageret i klimakampen og i vores forening. Mit engagement i Gaia lært mig, hvor vigtigt samarbejdet mellem unge, virksomheder og organisationer er for at skabe klimahandling, både nationalt og internationalt. Både fordi alle aftaler er mere robuste, når vi har flere med, og fordi man i samarbejdet med andre aktører kan sætte fokus på klima og miljø, selv i sammenhænge, hvor det normalt ikke bliver prioriteret.
Foreningsarbejde helt generelt giver også en forståelse for, hvordan man repræsenterer flere end sig selv. Jeg har bl.a. repræsenteret Gaia til møder med samarbejdspartnere, som moderator og debattør på Folkemødet, som taler på en international konference i Budapest og som medarrangør på vores første konference, og hvor både erhvervsledere, unge aktivister og iværksættere var på programmet. De erfaringer vil jeg tage med som ungdomsdelegat, søge dialogen og arbejde for et større globalt klimaengagement.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
Først og fremmest vil jeg arbejde for en stærkere ungdomsindflydelse i FN-forhandlinger om klima, plastic og biodiversitet. Det er unge, der skal leve længst med konsekvenserne af de beslutninger, der træffes i dag, derfor er det i sig selv vigtigt, at vi får plads ved bordet i forhandlingerne om vores egen fremtid. Men unge globalt har også højere ambitioner for både reduktioner af drivhusgasudledninger, støtte til klimatilpasning, mere beskyttet natur, styrkede økosystemer og mindre plastic i havene. Derfor er det altafgørende at give unge bedre adgang til forhandlingslokalerne, hvis vi skal løfte de globale ambitioner for vores klima og miljø.