Paneldebat: Er demokratiet i krise?0
Den 21. september fra kl. 17:00-19:00 inviterer Demokratikommissionen til paneldebat på Månen i Haderslev om demokratiets tilstand i Danmark. Her vil vi sætte fokus på den høje politiker- og journalist-lede og betydningen for vores folkestyre.
For både politikerne og journalisterne er bundskrabere, når danskerne skal rangere faggrupper efter troværdighed. I en tid hvor demokratiet er under pres i Europa og i Verden, har mange peget på denne lave tillid som en alvorlig demokratisk udfordring for det danske folkestyre. Senest udkom Demokratikommissionen med en rapport, som anbefalede en række nye tiltag, som bør igangsættes for at forstærke og fremtidssikre det danske demokrati.
Hvorfor har danskerne så lav tillid til journalister og politikere? Og hvad betyder den lave tillid for styrken af vores demokrati?
Er det danske demokrati i krise og hvad kan vi gøre for at genskabe den folkelige opbakning til nogle af demokratiets mest centrale aktører?
Kan en ny og mere lokalt forankret partistøtte eller mediestøtte fx skabe mere tillid mellem befolkninen, politikerne og journalisterne?
I panelet er medlem af Folketinget Jesper Petersen (S), medlem af Folketinget Eva Kjer Hansen (V), chefredaktør for Jyske Vestkysten Mads Sandemann og nyhedsvært på TV-Syd Anders Køpke Christensen.
Arrangementet er gratis, men der kræves tilmelding grundet corona-restriktioner.
Arrangementet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.