DUF udpeger nye repræsentanter til EU-ungdomsdialogen
Skrevet afJulian Lo Curlo
Cille Fahnø fra Europæisk Ungdom og Emma Klint Hansen fra Silba er blevet udpeget som DUFs nye repræsentanter til EU-ungdomsdialogen.
Hvert år udpeger DUF to unge, der skal repræsentere den danske ungdom i EU gennem initiativet EU-ungdomsdialogen.
De to nye repræsentanter Cille Fahnø og Emma Klint Hansen træder ind i rollen i en periode, hvor Danmark samtidig har EU-formandskabet sammen med Polen og Cypern. Det ser Emma Klint Hansen som en klar fordel.
”Jeg håber, at Danmarks formandskab betyder, at flere unge i Danmark vil interessere sig for EU, fordi det får mere fokus i medierne, på uddannelsesinstitutioner og i foreninger og på den måde føles lidt tættere på, end beslutningerne i Bruxelles ellers ofte gør,” siger hun.
Erfaring fra DUFs medlemsorganisationer
De to repræsentanter til EU-ungdomsdialogen er vant til at sætte EU og demokratisk samtale på dagsordenen fra deres egne organisationer. De to kvinder er nemlig valgt på baggrund af deres erfaringer fra to af DUFs medlemsorganisationer.
Cille Fahnø er 23 år læser statskundskab og er forperson i Europæisk Ungdoms lokalafdeling i København. Her har hun blandt andet fået erfaring med at gennemføre oplysningskampagner om EU og afholde debatter under EP-valget.
Emma Klint Hansen er 26 år har en kandidat i Europæiske Studier og er næstforkvinde i Silba - Initiative for Dialogue and Democracy, der arbejder med valgobservationer og udviklingsprojekter i verden for at fremme demokrati og dialog.
Hvad er EUs ungdomsdialog?
EU-ungdomsdialogen er et initiativ inden for Den Europæiske Union, hvis formål er at inddrage unge fra EU-lande i beslutningsprocesser og politiske diskussioner. Formålet er at skabe dialog mellem unge og beslutningstagere på både nationalt og europæisk niveau.
Cille Fahnø mener, det er helt afgørende, at unge får et talerør i EU.
”Store dagsordner som klima og teknologi har vist, at vi ikke altid er enige med andre generationer, derfor er det så vigtigt, at vi engagerer os i EU-politik, så vi kan være med til at påvirke retningen for de store beslutninger i verden. For det er vores fremtid,” siger hun.
En vigtig del af repræsentanterne til EU-ungdomsdialogens arbejde er også at engagere danske unge i EU. Det gør de blandt andet ved at holde workshops på skoler, deltage på Folkemødet og sætte EU-spørgsmål på dagsordenen i medierne.
Emma Klint Hansen glæder sig til den del af arbejdet.
”Det er så vigtigt, at unge får mere viden om EU, fordi det påvirker vores hverdag lige så meget som de regler, der bliver vedtaget i Folketinget,” siger hun.