Et stærkt foreningsliv
En af de vigtigste opgaver for DUF er at skabe de bedst mulige vilkår for landets børne- og ungdomsorganisationer. Både når det gælder tilskud til driften, midler og hjælp til internationalt engagement, afskaffelse af bureaukratiske benspænd, støtte til aktiviteter lokalt og nationalt, trusler mod Folkeoplysningsloven, kommunale besparelser på foreningslivet og meget mere.
Derfor vil DUF i den kommende strategiperiode kæmpe for at synliggøre foreningernes særlige bidrag til det demokratiske samfund og sikre foreningslivet rimelige rammevilkår nationalt som lokalt gennem konkrete forslag.
Nye foreninger og foreningsformer kommer til – andre har eksisteret længere tid end DUF. Fælles for dem alle er dog, at de kan få brug for hjælp fra fællesskabet. Derfor er det en helt central opgave for DUF at stille rådgivning og hjælp til udvikling til rådighed for børne- og ungdomsorganisationer, der enten allerede er medlemmer af paraplyen, eller som arbejder sig hen mod at blive det. DUF skal i den kommende strategiperiode fortsat producere og forbedre ydelser, viden og produkter til gavn for medlemsorganisationerne.
Under temaet "Et stærkt foreningsliv" arbejder DUF bl.a. med juridisk og organisatorisk rådgivning af medlemsforeninger, uddannelsesaktiviteter og Foreningsprisen.