Læs mere om din anonyme henvendelse
Læs mere om, hvordan DUF behandler din anonyme henvendelse via DUFs samværshotline
Når du kontakter DUF på den anonyme hotline, vil du få en konsulent fra samværsteamet i røret. Du vælger selv hvilke personlige informationer du vil dele. Du fortæller, hvad din henvendelse drejer sig om, og sammen med konsulenten afdækker I, hvad der er den bedste vej frem for dig.
Er du leder i en organisation, kan du få råd og sparring til, hvad der er den rigtige håndtering af din udfordring.
Ringer du, fordi du har været udsat for noget grænseoverskridende vil konsulenten hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst kan gå videre, så der kan blive handlet på din oplevelse. Konsulenten kan også henvise dig til en relevant telefontjeneste, der kan hjælpe dig med at bearbejde din oplevelse, eller henvise dig til psykologisk hjælp.
Hvad sker der med din henvendelse?
Konsulenten tager nogle noter, som gemmes for at kunne følge op på din henvendelse. Det kan være nødvendigt for konsulenten at indhente råd og sparring fra andre på DUFs sekretariat i forhold til behandling af din henvendelse – i det tilfælde opretholdes anonymiteten og fortroligheden naturligvis.
Hvad kan DUF gøre?
DUF kan rådgive ledelser og medlemmer i medlemsorganisationerne om tiltag og politikker, der skaber en sund kultur og forebygger mobning eller andre krænkelser. DUF kan også rådgive på konkrete sager, hvor et medlem har været udsat for en grænseoverskridelse eller noget er gået i hårdknude i ledelsen af organisationen.
DUF har ikke kompetence til at dømme i enkeltsager. DUF kan ikke beslutte om, eller hvordan en medlemsorganisation skal håndtere en konkret sag eller problem. Det er organisationens egne samværspolitikker, der dikterer processer og sanktioner i den enkelte sag.
DUFs egen samværspolitik
Hvis din henvendelse drejer sig om en oplevelse i regi af DUFs aktiviteter eller vedrører en del af den politiske ledelse i DUF er det DUFs samværspolitiske udvalg der skal bedømme sagen. Konsulenten vil i det tilfælde oplyse dig om muligheden for at indbringe din sag for udvalget.