Det nye magasin "DUF Fokus" udkom til delegeretmøde. Magasinets tema er "Fremtid i forening?", og bygger blandt andet på undersøgelser foretaget af både Syddansk Universitet og Aalborg Universitet.Litteratur om unges foreningsengagement
DUF har samlet en række forskningsartikler, bøger og praksisorienteret materiale fra perioden 2000-2015, som sætter fokus på unges engagement i foreningsdemokratiet.
Der er tale om en praksisrettet gennemgang af udvalgt litteratur, som forhåbentlig kan inspirere alle, der arbejder med unges deltagelse i foreningslivet til at udvikle metoder og tiltag, der kan engagere endnu flere unge fremover. Den udvalgte litteratur kan inddeles i fem hovedtemaer:
1. Motivationsfaktorer, anledninger og barrierer for deltagelse
Når lysten skal drive værket, er det ikke overraskende, at faktorer som at blive personligt opfordret eller at deltage i et fællesskab baseret på egne interesser scorer højest i mange undersøgelser af unges motivation for at engagere sig (f.eks. Nielsen et. al 2004; Koch-Nielsen et al 2005; Ibsen et al 2015).
Koch-Nielsen peger på, at unge tiltrækkes af interesse i aktiviteten, mens ældre målgrupper i højere grad engagerer sig i nye sammenhænge, fordi de bliver opfordret til det af andre.
Der kan dog ikke tegnes et entydigt billede af unges motivation for at forblive aktive i en forening, men sociale relationer og oplevelsen af at ”gøre en forskel” har særlig vægt i flere undersøgelser (f.eks. Ibsen et al 2015).
Undersøgelser af anledninger til at stoppe sit frivillige engagement får ofte en overvægt af svar i kategorien ”jeg prioriterede min tid anderledes”. Det kan være vanskeligt at bruge disse svar til noget i praksis, fordi respondenternes omprioritering af tid kan tænkes at dække over en række meget forskellige forklaringer. Flere forskere (f.eks. Nielsen et al. 2004, Horsdal (2005)) peger på, at foreningslivet kan virke som en ”lukket klub” med egne koder og kultur, som det både kan være svært at komme ind og blive i, hvis man ikke er ”født ind” i fællesskabet.
Selvom forskellige undersøgelser peger på særlige kendetegn ved unges frivillige engagement, og blandt andet Fridberg og Henriksen (2014) har vist, at flere ældre og færre unge i Danmark engagerer sig frivilligt set over en tiårig periode, er det tydeligt, at unge generelt og reelt engagerer sig i frivillige aktiviteter, der kommer andre end dem selv til gode (Ibsen et al. 2008).
2. Kompetenceudvikling – effekter og formål
Mens foreningslivets organisationer investerer relativt mange ressourcer i uddannelsestiltag målrettet frivillige, er der ikke megen forskning, der undersøger effekterne af denne investering. Ibsen et al. (2015) kan konstatere, at frivillige med et højt uddannelsesniveau anvender uddannelsestilbud i foreningslivet oftere end frivillige med kortere uddannelsesbaggrund. Der kan ikke påvises en kausal sammenhæng mellem deltagelse i kurser og motivation for at fortsætte som frivillig.
DUFs eget inspirationsmateriale (samlet serie ”Sidste Udkald”) fra 2001-2003 lagde meget vægt på inddragelse og medindflydelse som veje til at øge unges engagement og sikre en sammenhæng mellem deltagelse og individuel kompetenceudvikling. Når senere undersøgelser (f.eks. Fridberg og Henriksen 2014) peger på, at det er aktivitetsinteressen, der engagerer unge, og Ibsen et al (2015) anbefaler investering i aktivitetscentreret kompetenceudvikling, kunne det pege på en bevægelse væk fra organiseringsfokus til aktivitetsfokus. Spørgsmålet bliver da – for det organiserede foreningsliv – hvordan den demokratiske ramme om aktiviteten kan sikres en fortsat relevans for den enkelte unges udvikling og for foreningslivet generelt.
3. Foreningsengagement og/eller nye former for frivilligt arbejde
Kortlægning af danskernes frivillige arbejde i perioden 2004-2012 viser tydeligt, at foreningslivets monopollignende status som ramme om den frivillige indsats er brudt (Fridberg og Henriksen 2014). I perioden var antallet af frivillige stabilt, men andelen af frivillighed udført i medlemsbaserede (demokratiske) organisationer faldt fra 79 til 70%.
Desuden ser det ud som om, at unge i højere grad end ældre vælger frivilligt arbejde ud fra det konkrete udbytte eller interesse i den konkrete sag frem for deltagelse i et overordnet værdifællesskab (Ibsen et al 2015). For alle aldersgrupper gælder, at engagementet for den enkelte aktive spredes på flere aktivitets- og organisationstyper, og at det livslange, forpligtende engagement i én forening er blevet mere sjældent (Fridberg og Henriksen 2014, Majgaard 2005).
Selvom der bliver flere forskellige muligheder for at engagere sig frivilligt, fører det ikke nødvendigvis til at flere unge engagerer sig. Nielsen (2005) peger på ”allerede kompetente unge iværksættere” som drivkrafterne bag nye (selvorganiserede) fællesskaber – en målgruppe, som også tidligere var meget aktiv i det frivillige arbejde.
Aktionsforskning om rammer baseret på netværksteori peger på, at netværksorganisering kan være en af flere veje til at nå nye målgrupper, men at forudsætningen for at lykkes er investering i en stabil ledelse/tovholder (Kultur og Fritid 2011).
Der er endnu ikke en alment accepteret og entydig definition af de væsentligste og mest dominerende typer af frivilligt arbejde, men der findes flere forslag til sådanne. Ibsen et al (2008)s tredelte definition er et eksempel:
- Aktivitetsorienteret
- Velfærdsorienteret
- Politisk og (lokal)samfundsorienteret
4. Effekter af foreningsarbejde
Selvom foreningslivet i sin egen selvforståelse har en eksistentiel berettigelse, er mulige effekter af unges foreningsdeltagelse et interessant tema. Levinsen (2014) viser på baggrund af undersøgelser foretaget for DUF, at et stort flertal af adspurgte erhvervsledere har en positiv opfattelse af foreningslivets bidrag til egne og andres kompetencer. Torpe (2014) fremhæver, at danske foreningsaktive unge – som noget særligt i EU-sammenhæng – har et højere socialt engagement end ikke-foreningsaktive jævnaldrende. En lignende konklusion drages i en svensk undersøgelse om generaliseret tillid blandt unge foreningsaktive i idrætsbevægelsen (Ungdomsstyrelsen 2005).
Derimod kan det ikke påvises, at foreningsdeltagelse som en slags ”skole i demokrati” fører til større samfundsengagement eller politisk interesse generelt. Det er heller ikke påvist, at foreningsdeltagelse har en positiv effekt i forhold til social mobilitet (Enjolras et. al 2012).
5. Forudsætninger for deltagelse
Hvis foreningslivet i Danmark blandt andet bygger på en værdi om at række ud til alle målgrupper, er det en kendt udfordring, at især samfundets mest priviligerede grupper er foreningsaktive. Foreningsengagement er størst hos danskere med højt uddannelsesniveau og fast tilknytning til arbejdsmarkedet (Koch-Nielsen et al. 2005, Boje et al. 2006).
Desuden kan der påvises en ”social foreningsarv”, der giver børn af foreningsaktive forældre bedre muligheder for selv at blive aktive både i foreningslivet og senere i andre samfundsmæssige sammenhænge (Koch-Nielsen et al. 2005).
Samme pointe finder vi i undersøgelser af foreningsdeltagelse blandt grupper med etnisk minoritetsbaggrund (Christensen 2008). De fleste praksisrettede materialer peger da også i retning af anbefalinger om at ”bygge bro” mellem kulturer, og at det etablerede foreningsliv skal være klar til at lade sig påvirke af nye målgrupper.
Brobygning kan der også være behov for, hvis værdibaserede foreninger (f.eks. religiøse og politiske foreninger) ønsker at rekruttere bredere blandt unge, der ikke er vokset op med værdidiskussioner ved middagsbordet. Det påpeger blandt andre Simonsen i DUF (2000): Fællesskab gi'r mening.
