Ofte stillede spørgsmål
Få svar på stort og småt om forundringspuljen her.
Hvad er forundringspuljen?
Det er en pulje, der giver penge til at du selv kan eksperimentere med videnskab og teknologi.
Søg puljen, hvis du har en god idé, eller der er noget inden for science og teknologi, som du gerne vil undersøge, afprøve, opfinde eller teste.
Hvad kan man få penge til?
Du kan få penge til det, du synes er spændende – bare det handler om science – bredt set: For eksempel fysik, kemi, biologi, astronomi, teknologi, ingeniørvidenskab, opfindelser, design. Det kan være alt fra at bygge en robot, blive klogere på den globale opvarmning, tage på stjernekiggertur, lege med droneflyvning, lave fysikforsøg eller en bistade. Kun fantasien sætter grænser, så længe projektet tager udgangspunkt i science og teknologi.
Hvem er forundringspuljen for?
Puljen er for alle børn og unge mellem 10 og 20 år, som alene, sammen med venner eller som en del af en forening søger støtte til et science projekt. Voksne må gerne hjælpe børnene/de unge med at skrive ansøgningen og organisere aktiviteten.
Hvor kommer pengene fra?
Pengene kommer fra VILLUM FONDEN, som støtter videnskab og forskning.
Hvorfor skal jeg interessere mig for science?
Fordi det er sjovt! Og fordi det er fedt at blive klogere på verden. Desuden er der brug for unge, der vil være med til at løse verdens problemer gennem naturvidenskab og opfindelser.
Hvordan gør man?
Du skal sende os en ansøgning, hvis du vil have penge til din idé. Hvis du er under 18 år, skal du have en voksen til at hjælpe med ansøgningen.