Hvad mener ungdomspartierne?

Alternativets Unge

I Alternativets Unge stemmer vi ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, det gør vi fordi vi ønsker en verden med mere fred, hvilket vi tror på sker gennem mere samarbejde. Ved at afskaffe forsvarsforbeholdet kan vi deltage i flere humanitære aktioner med EU, og vi kan bruge hinanden i EU til at understøtte vores sikkerhed. Danmark er for lille til at stå alene.

Danmarks Socialedemokratiske Ungdom

I Danmarks Socialdemokratiske Ungdom ønsker vi at fjerne forsvarsforbeholdet. For os handler det om at stå sammen om demokrati og fred i Europa og sende et klart signal til Putin og andre totalitære kræfter. Det er derfor afgørende, at Danmark kan deltage i det europæiske forsvarssamarbejde, der fx potentielt skal hjælpe ukrainerne med at genopbygge deres land.

Dansk Folkepartis Ungdom

I Dansk Folkepartis Ungdom kæmper vi for at bevare forsvarsforbeholdet, da vi er modstander af oprettelsen af en EU-hær. NATO er og bliver svaret på Danmarks sikkerhed.

Konservativ Ungdom

I Konservativ Ungdom mener vi ikke, vi bør afskaffe forsvarsforbeholdet. EU er godt til frihandel og enkelte grænseoverskridende problematikker, men der er en grænse for, hvor mange områder, EU skal blande sig i. Når det gælder international sikkerhedspolitik, er det NATO, vi skal ty til. Derfor skal vi investere massivt i vores forsvar, og vi skal styrke den europæiske fraktion inden for NATO.

Nye Borgerlige Ungdom

Nye Borgerliges Ungdom vil ikke afskaffe forsvarsforbeholdet, fordi vi ikke ønsker, at EU udvikler sig yderligere i retning af en føderal politisk union. I stedet ønsker vi, at EU skal være en mindre omfangsrig økonomisk union, hvor frie og selvstændige lande samarbejder på det økonomiske plan om det, de kan blive enige om - mens de respekterer hinandens ret til selvbestemmelse.

Socialistisk UngdomsFront

I SUF vil vi bevare forsvarsforbeholdet. Vi er anti-imperialister og ønsker ikke, at Danmark skal indgå i militære aktioner, der yderligere undertrykker lande, hvis kriseramte tilstand allerede skyldes vestlig imperialisme. Vi ønsker fortsat at udeblive fra militære aktioner i Yemen og det afrikanske kontinent, hvilket forsvarsforbeholdet er med til opretholde.

SF Ungdom

I SF Ungdom går vi ind for at afskaffe forbeholdet, fordi EU er en af de få institutioner, der laver militære operationer og overholder menneskerettighederne. Derudover bliver EU en vigtig spiller, når USA igen begynder at trække sig fra Europa.

Venstres Ungdom

I Venstres Ungdom ønsker vi at afskaffe forsvarsforholdet. Det gør vi fordi vi mener, at deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde vil styrke det danske forsvar på flere områder. Det vil give danske soldater muligheden for at deltage i europæiske træningsøvelser – hvilket også vil gavne vores samarbejde i NATO. Vi kan og bør ikke stå alene i vores forsvarspolitik men i stedet samarbejde med vores allierede.

Tilmeld nyhedsbrev
Dansk Ungdoms FællesrådTilmeld nyhedsbrev
Gå til kurven...