Global praktikant til KFUM og KFUK
Vil du prøve kræfter med internationalt arbejde i en organisation, der sætter børn og unge i centrum i Danmark og i hele verden?
Praktikant
15-11-2025
Valby Langgade 19 2500 Valby
KFUM og KFUK er en del af YMCA og YWCA, to globale bevægelser hvor unge verden over arbejder for at styrke fællesskaber, skabe håb og forme en mere retfærdig fremtid. Her i Danmark omsætter vi dette fællesskab til konkrete partnerskaber, projekter og aktiviteter, og vi har netop vedtaget en global strategi, der skal ud at leve blandt frivillige, arbejdsgrupper og lokale foreninger. Som praktikant bliver du en nøgleperson i at understøtte denne implementering.
Om os:
KFUM og KFUK i Danmark er en kristen børne- og ungdomsorganisation med aktiviteter over hele landet. Vi arbejder for, at børn og unge skal have grund til at tro, have håb for i morgen og vide, at der er brug for dem i dag.
I Globale Fællesskaber (GF) driver vi partnerskaber og projekter med YMCA og YWCA-organisationer i hele verden med fokus på demokratisk dannelse, retfærdig fred og bæredygtigt liv. Vi er et dynamisk og ambitiøst frivillighedsmiljø med frivillige, ansatte og internationale samarbejdspartnere.
Praktikforløbet:
Som praktikant bliver du en del af kontoret i Aarhus C eller Valby og arbejder tæt sammen med den internationale konsulent og to studentermedhjælpere. Du bliver en vigtig sparringspartner i udviklingen og implementeringen af vores globale strategi.
KFUM og KFUK har inden for det seneste år vedtaget en ny global strategi, som nu skal implementeres blandt frivillige, arbejdsgrupper og lokale foreninger. Som praktikant bliver du en central del af at understøtte denne implementering.
Mens dit daglige arbejdssted er i Aarhus eller Valby, men vi forventer også, at arbejdspladsen flytter sig indimellem ifm. møder, events og andre aktiviteter.
Arbejdsopgaver:
Du vil blive inddraget i mange forskellige opgaver, men med særligt fokus på strategi, kommunikation og events:
Strategiimplementering: Hvordan omsætter vi GF’s strategi til konkrete handlinger, og hvordan spiller aktiviteter og arbejdsgrupper sammen med denne?
Strategisk kommunikation: Hvad er vores fortællinger, budskaber og målgrupper, og hvordan sikrer vi, at de kommunikeres klart?
Planlægning og konceptudvikling: I samarbejde med frivillige være med til at udvikle rammer for events, kampagner og aktiviteter.
Løbende opgaver ifm. internationale projekter, fondsansøgninger og frivilligkoordinering.
Hvad vi forventer af dig:
Vi forestiller os, at du er (universitets)studerende og kan se dig selv i følgende:
At du har et strategisk blik og kan arbejde tematisk og projektorienteret.
At du kan bidrage til kommunikation på et strategisk niveau – med blik for budskaber, målgrupper og formidling.
Du har interesse for og fagligt kendskab til globale forhold.
Du har kendskab til det frivillige foreningsliv.
Du har mod på planlægning og projektledelse i samarbejde med frivillige.
At du kan arbejde selvstændigt og struktureret.
At du har mod på at tage ansvar og byde ind med dine egne idéer
Hvad du får ud af det:
Erfaring med strategisk arbejde i en ungdomsorganisation med globalt fokus.
Indsigt i internationalt partnerskabsarbejde og NGO-verdenen i praksis.
Kompetencer i planlægning, konceptudvikling, frivilligkoordinering og eventafvikling.
Mulighed for at præge dit eget praktikforløb og udvikle dine idéer.
Et tæt samarbejde med engagerede frivillige og ansatte og en stærk international kontaktflade.
Praktiske oplysninger:
Praktikforløbet begynder i januar/februar 2026 og løber seks måneder frem eller efter nærmere aftale.
Den ugentlige arbejdstid tilrettelægger vi i fællesskab, og vi tager så vidt muligt hensyn til undervisning, studiejob og eksamener.
Stillingen er ulønnet og skal være en del af et uddannelsesforløb.
Sådan søger du:
Du bedes sende din motiverede ansøgning, CV og eventuelle anbefalinger på Elvium senest 15. november 2025. Samtalerne bliver afholdt løbendeog vil finde sted i Aarhus C.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte den internationale konsulent, Helene Rohde Juhl, på 2516 2406 eller hrj@kfum-kfuk.dk.