AFS Nuuk modtager prisen for Årets Ungdomsforening for at se potentialet i uddannelse af frivillige
02-12-2023
AFS Nuuk modtager prisen som Årets Ungdomsforening 2023 for at se potentialet i at uddanne frivillige og sammen med AFS Føroyar og AFS Danmark sætte fokus på netop det i et fælles projekt
Hvert år uddeler DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd prisen til Årets Ungdomsforening til en lokalforening, som arbejder med at styrke foreningslivet ved at udvikle og synliggøre det klassiske foreningsarbejde. I år modtager AFS Nuuk prisen med afsæt i et fælles projekt med AFS Føroyar og AFS Danmark. Her har man sammen taget udgangspunkt i foreningens kerne, nemlig udveksling og kulturmøde, sat fokus på frivilliges uddannelse, udvikling og trivsel – på tværs af rigsfællesskabet.
Et vigtigt led i indsatsen var projektet UddannelsesBazar, hvor frivillige satte sig for at bringe unge fra Danmark, Grønland og Færøerne sammen i Nuuk med ambitionen om at skabe forståelse og relationer mellem unge fra de tre lande samt i fællesskab uddanne frivillige.
”Vi er meget stolte af at modtage prisen for Årets Ungdomsforening 2023. Særligt UddannelsesBazaren var en fantastisk uge, hvor vi lærte hinandens kulturer at kende. Det er altid en fornøjelse at se mennesker, der oplever Grønland for første gang. Vi er taknemmelige for alle deltagernes nysgerrighed om vores kultur. Qujanaq!,” siger Aima Heilmann, der er frivillig i AFS Nuuk og projektkoordinator.
Prisen blev overrakt af Hans Stavnsager, der er borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og tidligere generalsekretær i DUF. På vegne af AFS Nuuk og AFS Føroyar modtog Camille Engel Rousseau, der er projektleder på indsatsen, prisen på DUFs delegeretmøde.
Udvikling lokalt og i rigsfællesskabet
I årets dommerpanel var der bred enighed om, at foreningens fokus på se potentiale i at uddanne frivillige i samarbejde med andre – i det her tilfælde i rigsfællesskabet – har gjort dem fortjent til prisen som Årets Ungdomsforening. Særligt styrkelsen af det frivillige lokalt i Nuuk har skabt begejstring hos dommerpanelet, der består af Christine Ravn Lund, der er forkvinde i DUF, Laura Auken fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde og Thomas Bach, der er næstformand i Danmarks Idrætsforbund.
”Det er supergodt at se en lokalforening, som i mødet med modgang tager et nyt initiativ, og ser en vej frem gennem øgede ambitioner. Det er fedt at se frivillige som motiveres ved at uddanne sig og udvikle kompetencer til gavn for at skabe liv og aktiviteter lokalt” siger Christine Ravn Lund.
Fra trussel om nedlukning til fællesskab
Det har været et stærkt felt af kandidater, der skulle vælges mellem til årets pris. AFS Nuuk tager prisen foran FDF-spejderne i Gullestrup, der på kort tid har formået at vende en trussel om nedlukning til et velfungerende spejderfællesskab. Det sikrer dem en flot andenplads i årets prisuddeling.
Tredjepladsen går til Unge for Ligeværds århusianske gruppe, Klub8000C, som har gjort en ekstra indsats for at inkludere unge med særlige behov i planlægningen af arrangementer for nye og gamle medlemmer.
Om Årets Ungdomsforening
- DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har siden 2009 årligt uddelt prisen Årets Ungdomsforening for at sætte ekstra fokus på det frivillige, lokale foreningslivs gode arbejde for og med børn og unge. Foruden retten til at kunne kalde sig Årets Ungdomsforening 2023 modtager vinderen også en check på 10.000 kr. til udviklingen af lokalforeningen.
- Prisen bliver givet til en forening, der har brugt kreativitet og nytænkning i arbejdet med at styrke foreningen. Dommerpanelet har i år lagt særlig vægt på arbejdet med at sikre de frivilliges trivsel.
- Alle DUFs medlemsorganisationer har mulighed for at indstille deres egen eller en anden forening til prisen.
- Vinderen kåres hvert år af et dommerpanel med stor erfaring inden for foreningsliv, kommunikation og organisation. I år består panelet af Christine Ravn Lund, der er forkvinde for DUF, Laura Auken fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde og Thomas Bach, der er næstformand for Danmarks Idrætsforbund (DIF).