Ansøg om scenetider hos DUF på Folkemødet 2022
28-02-2022
Forberedelserne til årets Folkemøde er i fuld gang, og nu kan I ansøge om plads på DUFs scene og Ungdomshøjen.
Folkemødet 2022 er lige om hjørnet. Her har DUF adgang til omkring 24 tider fordelt på Ungdomshøjen og DUF og Spejdernes scene på Cirkuspladsen, hvor DUF’s medlemsorganisationer har mulighed for at holde arrangementer under demokratifestivallen.
For at få en tid skal man sende en ansøgning, hvor man beskriver sit arrangement og formålet med det. Tiderne er af tre kvarters varighed og starter som udgangspunkt på hele klokkeslæt. Man kan i sin ansøgning med en kort begrundelse ønske et bestemt tidspunkt, scene eller ekstra tid, så man i stedet har fem kvarter startende på halve klokkeslæt efter en partiledertale.
Der gives kun tider til arrangementer, som bidrager til Folkemødets formål, og vi ser helst, at arrangementerne er åbne for alle. Ligeledes vil vi gerne opfordre til, at man går flere organisationer omkring et fælles arrangement.
DUF har kun enkelte tider på Ungdomshøjen men meget fleksible rammer på vores egen scene, der dog skal holde pause i programmet under folkemødets åbning, lukning og partiledertaler grundet dens centrale placering på Cirkuspladsen. Man kan orientere sig i programmet på Folkemødets Hovedscene, og se hvornår partiledertalerne ligger på deres hjemmeside.
Ansøgningen skal sendes til studentermedhjælper Jakob Skyggebjerg på jks@duf.dk senest tirsdag d. 15. marts, hvorefter tiderne fordeles hurtigst muligt. Derefter er det muligt at melde ind på resterende tider efter først-til-mølle-princippet.
Når tiderne er tildelt, og aftalerne omkring det på plads, skal det bare tilmeldes til programmet på Folkemødets hjemmeside. Her er der deadline d. 29. april.