Christine Ravn Lund er genvalgt som forkvinde for DUF
02-12-2023
Skrevet afBirgitte Søe
Christine Ravn Lund er valgt til endnu en periode i spidsen for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd. Hun har gennem de sidste to år siddet som forkvinde for paraplyorganisationen og har baggrund i Frivilligt Drenge- og Pigeforbund, FDF. Derudover har DUFs delegerede valgt en ny næstformand i Lasse Haugaard Pedersen, der var opstillet af Fagbevægelsens Ungdom.
Christine Ravn Lund fortsætter som forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd efter genvalg på paraplyorganisationens årlige delegeretmøde, hvor 200 delegerede fra 78 børne- og ungeorganisationer er samlet. Dermed tager hun endnu en to-årig periode i spidsen for DUF, en paraplyorganisation, der repræsenterer 600.000 børn og unge.
”Jeg er utrolig glad for at opnå valg til endnu en periode som forkvinde for DUF. Jeg vil fortsætte arbejdet med at sætte fokus på rammevilkår og frivillighed i foreningslivet og for at sikre attraktive og relevante fællesskaber, som gør en forskel for børn og unge hver dag. I forpligtende fællesskaber i foreningslivet lærer vi at tage ansvar for hinanden, øger trivslen, og giver en unik demokratisk dannelse. Det er der i den grad brug for i lyset af de udfordringer og kriser vi ser ind i i dag.”, udtaler Christine Ravn Lund, der er valgt på vegne af Frivilligt Drenge- og Pigeforbund, FDF.
Inden Christine blev forkvinde for to år siden, sad hun som næstforkvinde i DUF. Hun har været en del af FDF, siden hun var syv år og har siden engageret sig i det frivillige foreningsliv. Hun har bl.a. været frivillig i Røde Kors, siddet i udvalgsarbejde i KFUM og KFUK og FDF og er frivilligt med til at drive lokalforeningen YMCA Amager.
Værdien af et fællesskab
De 200 delegerede har ikke kun genvalgt Christine Ravn Lund som forkvinde, men også en ny til posten som næstformand. Her er valget faldet på Lasse Haugaard Pedersen, som er valgt på vegne af Fagbevægelsens Ungdom. Her erstatter han Frederik Enevoldsen, som har siddet på posten siden 2021.
”Jeg glæder mig til at være med til at arbejde for at unge bliver hørt og får indflydelse på det samfund vi er en del af. Jeg har selv været en del af foreningslivet i mange år, så jeg ved også, hvilke udfordringer man kan møde, og hvor stor en værdi det giver at være en del af et fællesskab. Derfor glæder jeg mig også til sammen med Christine at arbejde for at give ungdommen en endnu stærkere stemme og forbedre vilkårene for det frivillige foreningsliv”, udtaler Lasse Haugaard Pedersen.
Lasse Haugaard Pedersen har blandt andet siddet som formand for DUFs tipsudvalg og udover Fagbevægelsens Ungdom været aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i mange år.
Ny styrelse skal sætte politisk retning
Sammen med den nye forkvinde og næstformand er der også valgt tre øvrige medlemmer til forretningsudvalget og 14 medlemmer af styrelsen. Dermed skal følgende valgte sætte den politiske retning for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd de kommende to år:
Forkvinde:
Christine Ravn Lund, FDF (genvalg)
Næstformand:
Lasse Haugaard Pedersen, Fagbevægelsens Ungdom (nyvalg)
Forretningsudvalg:
Lucas Skræddergaard, Ung Mosaik (genvalg)
Maria Ladegaard, Venstres Ungdom (nyvalg)
Julie Lindmann, Danske Studerendes Fællesråd (nyvalg)
Styrelse:
Emilie Vindfeldt-Bottke, Det Danske Spejderkorps (genvalg)
Nickolaj Storgaard Oksen, Bifrost (genvalg)
Michala Lykke Nielsen, Ventilen (genvalg)
Katrine Evelyn Jensen, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (suppleret ind i forrige periode)
Pippi Lester Hyllested, Coding Pirates (nyvalg)
Daniel Fisker Jensen, KFUM Spejderne (nyvalg)
Helena Kuglberg Jepsen, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber Dabuf (nyvalg)
Nicolas Ditlev Nilausen Fromsejer, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (nyvalg)
Sarah Vestergaard, De Grønne Pigespejdere, (nyvalg)
Charlotte D. Geneser, Ungdommens Røde Kors (nyvalg)
Madeleine Steenberg Williams, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (nyvalg)
Casper Schmedes, Danske Skoleelever (nyvalg)
Elisabeth Knuth, Ungdomsringen (nyvalg)
Helene Højrup Clausen, International Cultural Youth Exchange (nyvalg)