DUF: Demokratifesten risikerer at blive aflyst
10-11-2021
Vi har alle et ansvar for at undgå, at den giftige tone på sociale medier ødelægger demokratiet, skriver DUFs formand Chris Preuss i et fælles indlæg med Danmarks Biblioteksforening.
Af Chris Borup Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, og Steen Bording Andersen, formand for Danmarks Biblioteksforening.
I disse uger er vi alle inviteret til demokratifest. Festen foregår i det lokale kulturhus, bibliotek, skole eller foreningslokale. For i alle afkroge af Danmark diskuteres kommunal – og regionalpolitik.
Skal vi prioritere et bedre indeklima i den lokale folkeskole? Har vi nok gadebelysning på hovedgaden – og favner vores sundhedstilbud både ældre og unge? Det er nogle af de mange spørgsmål, borgere over hele landet diskuterer i deres lokalområde.
I år skal festen også foregå på de sociale medier, da en stor del af vores demokratiske samtale er rykket online - til kommentarsporerne på Facebook og under billederne på Instagram.
Men for få har lyst til at deltage i demokratifesten på de sociale medier, fordi tonen er for giftig og hadsk. DUFs Demokratianalyse 2021 viser nemlig, at flertallet af unge har mindre lyst til at give deres mening til kende på grund af tonen i den online samfundsdebat. Den samme tendens gør sig gældende for resten af befolkningen.
Den hadske tone online betyder, at mange bliver presset ud af den demokratiske samtale, ligesom vi også risikerer, at færre får lyst til at stille op i politik.
I Dansk Ungdoms Fællesråd og Danmarks Biblioteksforening starter vi derfor kampagnen #TørDuTalePænt, som kommer med bud på, hvordan vi sammen og hver for sig kan tage ansvar for en god tone i onlinedebatten. Vi har nemlig alle et personligt ansvar for, at flere får lyst til at deltage i vores demokratiske samtale.
Tør du tale pænt bygger på DUFs 10 guidelines til det personlige ansvar i onlinedebatten, og kommer med konkrete råd til, hvordan vi alle kan bidrage til en god debat. Konkrete råd vi vil udbrede på landets folkebiblioteker og til debatarrangementer både fysisk og digitalt.
For vi har alle et ansvar – borgere så vel som politikere. Politikere kan som rollemodeller bidrage til en god debat ved at give en positiv kommentar eller et like med på vejen til dem, der gør det godt i debatten, eller ved at sige fra overfor personangreb og i stedet bidrage til at holde debatten til diskussionens indhold.
Og vi skal som borgere bidrage til en god debat ved at være nysgerrig frem for dømmende over for holdninger, vi ikke forstår. Tør du stille spørgsmål og blive klogere – og måske endda ændre standpunkt?
Du kan sige fra eller opfordre en moderator til at reagere, hvis du selv eller en anden i debatten udsættes for noget ubehageligt. Personen under angreb vil opleve det som et opmuntrende skulderklap, og det kan anspore flere til at tale den gode tone op, uanset hvem der angribes.
Lad os sammen gøre en indsats for at demokratifesten ikke bliver aflyst. Vi har hver især et personligt ansvar for at sikre en konstruktiv og demokratisk samtale, online som ansigt til ansigt, for i sidste ende har vi præcis den demokratiske samtale, vi selv skaber.
Så vores udfordring til dig er: Tør du tale pænt?