DFUNK Madmekka vinder frivillighedsprisen "De ivrige ildsjæle"
24-01-2023
De østjyske ildsjæle vinder prisen for deres imponerende indsats og engagement i forbindelse med deres Madmekka, hvor både gæster og frivillige er strømmet til.
Video af Ida Guldbæk Arentsen
Corona-perioden var generelt en svær tid for frivilligheden i foreningslivet, men det er svært at se i Dansk Flygtningehjælps Ungdom (DFUNK) i Østjylland, hvor man har tredoblet antallet af frivillige ifbm. med deres enorme succes, Madmekka.
Hver mandag mødes frivillige og laver mad med det formål at samle unge på tværs af sprog og kulturer, og ofte må de lave nok til at mætte 50 maver.
Men selvom de ofte kaster sig ud i ny, spændende og udfordrende mad, er det langt fra kun for det kulinariske, at de frivillige dukker op.
"Jeg tror det, det vigtige i at skabe en god stemning og et godt fællesskab i en frivillighedsgruppe, det er at gøre det sjovt at være frivillig", siger frivillig-koordinator, Holger Randel Dige Pedersen blandt andet, da han bliver spurgt ind til succesen bag DFUNKs Madmekka.
Det var et enigt dommerpanel, der tildelte DFUNK Østjylland prisen "De ivrige ildsjæle". Bedriften med Madmekka er særligt stor med timingen in mente.
"Det er megasvært at få genoprettet frivilligheden, på den måde som DFUNK Østjylland har gjort det her. Der er mange, der har forsøgt uden held. Det er imponerende, hvordan deres ivriged har fået så mange med," siger forkvinde i DUF, Christine Ravn Lund, på vegne af dommerpanelet.
Dommerpanelet har også udpeget vinderne af to andre frivillighedspriser, som vil blive offentliggjort i de kommende dage.
Følg med på DUFs sociale platforme og duf.dk
Om frivillighedspriserne 2023
- DUF uddeler for første gang tre priser til særlige frivilligindsatser i foreningslivet. "De ivrige ildsjæle", "Det formidable formandskab" og "Det gode samarbejde".
- Formålet med priserne er at sætte fokus på frivillige, der er kommet godt ud af coronatiden, der medførte vanskelige vilkår for foreningslivet.
- En dommerpanel bestående af bestående af DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund, næstformand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Thomas Bach og viceforstander på Roskilde Festival Højskole, Kirsten Ida Enemark har udvalgt vinderne på baggrund af de indstillinger DUF har modtaget til priserne i løbet af efteråret.
- Med hver uddelt pris følger en præmie på 5.000 kroner, der går til de frivilliges forening.