DUF: Fantastisk at få den demokratiske dannelse ind på erhvervsuddannelserne
13-09-2018
Regeringen har netop lanceret sit udspil til en reform af erhvervsuddannelserne, og særligt ét punkt vækker stor glæde i DUF.
I udspillet lægger regeringen nemlig op til, at dannelse inkluderes i formålsbestemmelsen for erhvervsuddannelserne for at sætte fokus på udviklingen af demokratisk medborgerskab blandt kommende generationer erhvervsskoleelever.
”Det er et meget vigtigt – og rigtigt – skridt regeringen lægger op til. Demokratisk dannelse er afgørende for, at unge kan bidrage til at udvikle samfundet i den retning, de ønsker. Den rolle skal alle unge rustes til at tage på sig – ikke bare dem, der vælger en gymnasial ungdomsuddannelse”, siger formand for DUF Kasper Sand Kjær.
Konkret inviterer regeringen til, at der udvikles og testes aktiviteter til erhvervsfaglig dannelse, og her har DUF allerede rigtig gode erfaringer fra projektet Demokratiets Dag.
”Vi ser en stigende demokratisk ulighed på tværs af ungdomsuddannelserne, der betyder, at unge på landets erhvervsuddannelser er i fare for at blive koblet af demokratiet. De oplever større utryghed, manglende tillid til politikerne, og få af dem vil stemme ved det kommende valg. Nu er vi på andet år i fuld gang med at afholde Demokratiets Dag på erhvervs- og produktionsskoler landet over, og erfaringerne er overvældende positive. Det beviser tydeligt, at når man tager de unge alvorligt og lader dem selv få indflydelse på, hvad der diskuteres, stiger selvtilliden og lysten til at engagere sig hos de unge”, siger Kasper Sand Kjær.