DUF: Foreninger skal kunne swipe sig til et kassererskifte
24-06-2021
Der er brug for en nye digitale registreringsløsninger, hvis det frivillige foreningsliv ikke skal drukne i bureaukrati i mødet med banken.
Det skal være lettere for foreninger at være bankkunder. Kampen mod hvidvask betyder, at foreninger i stigende grad bliver mødt med unødige administrative krav om fysisk dokumentation og legitimation. Krav, som bliver en stor byrde for især de små, lokale foreninger, der er drevet af frivillige ildsjæle.
”Mange frivillige lokalforeninger lider under unødigt bureaukrati som følge af hvidvaskreglerne og betaler høje gebyrer for at have en konto i en bank. Derfor er det afgørende, at vi får lettet byrderne for de frivillige ildsjæle” siger Chris Borup Preuss, formand for DUF.
Derfor præsenterer Finans Danmark i samarbejde med DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og en række andre foreningsrepræsentanter i dag et idékatalog med anbefalinger til, hvordan man kan lette byrderne for foreningerne – uden at gå på kompromis med en stærk indsats mod hvidvask, økonomisk kriminalitet og terrorfinansiering.
Står det til DUF, skal der sættes handling bag ordene blandt andet med nye digitale registreringsløsninger. Løsningerne skal gøre det lettere for foreninger at udlevere dokumenter og legitimation digitalt til bankerne, som i dag skal udleveres fysisk.
DUF kalder på politisk handling
DUF har en klar forventning om, at det frivillige foreningsliv snart kan slippe for unødige administrative og økonomiske byrder i mødet med bankerne:
”Det skal blive nemmere, billigere og mindre bureaukratisk at være foreningskunde i en bank. Det kræver blandt andet, at vi sætter turbo på den digitale udvikling, så foreninger i fremtiden kan swipe sig til et kassererskifte. Nu skal idéerne på bordet blive til virkelighed – det kræver politisk handling” siger Chris Borup Preuss, formand for DUF.
Anbefalinger
- Model for risikoklassifikation: Foreninger med lav risiko skal have lettet byrderne, fx dokumentationskrav.
- Model for digital registrering: En frivillig, digital selvbetjeningsløsning skal gøre det lettere for foreningerne at udlevere dokumentation.
- Guide til formelle rammer for foreningerne: En guide til de formelle rammer i mødet mellem forening og pengeinstitut skal hjælpe foreningerne og effektivisere fx formands- og kassererskifte.