Foto: Morten RodeDUF lancerer Ungdommens Syv Ønsker til KV/RV21
16-09-2021
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd spiller ’Ungdommens Syv Ønsker’ ind i valgkampen frem mod kommunal- og regionsrådsvalget 16. november 2021. Grøn omstilling, unges trivsel og bedre vilkår for fritids- og foreningslivet skal stå øverst på de unge kandidaters pjecer og flyers.
Om præcis to måneder går danskerne igen i stemmeboksen for at sætte et kryds til kommunal- og regionsrådsvalget. Derfor vil alle unge kandidater i dag modtage syv ønsker, som DUF opfordrer kandidaterne til at arbejde for og gå til valg på:
- Prioritér den grønne omstilling
- Skolen skal give plads til fritidsliv
- Børn og unge skal kunne nå deres potentiale
- Prioriter forebyggelse af psykisk mistrivsel
- Individuel uddannelsesvejledning
- Bedre vilkår til det frivillige foreningsliv
- Bevar adgangen til natur
”For få unge stemmer og bliver valgt til kommunal- og regionsrådsvalg. Vi skal styrke de unges demokratiske selvtillid og engagement. Og vi skal gøre valgkampen mere nærværende og relevant for de unge. Derfor håber jeg, at alle unge kandidater vil tage ungdommens syv ønsker med ud på gaden og diskutere dem med unge over hele landet” understreger Chris Borup Preuss, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.
DUF arbejder for at flere unge engagerer sig i vores demokrati og bruger deres demokratiske indflydelse i stemmeboksen. DUFs Demokratianalyse fra 2020 viser, at 76 procent af danske unge har en holdning til, hvilken retning Danmark og verden skal udvikle sig i, men at unges mangel på viden, tid og overskud kan være barrierer for demokratisk deltagelse og engagement.
I løbet af efteråret afholder DUF i samarbejde med de politiske ungdomsorganisationer, FH og elevorganisationerne Demokratiets Dag på erhvervs- og produktionsskoler for at styrke unges demokratiske selvtillid og deltagelse gennem workshops og debat på uddannelserne. DUF har udviklet undervisningsmateriale med fokus på kommunal- og regionsrådsvalg, som alle undervisere kan downloade og gøre brug af.
Derudover har DUF forskellige valginitiativer i gang. På DUFs temahjemmeside kan I løbende blive opdateret på, hvordan man afholder en god debat, hvilke unge kandidater man kan stemme på i de forskellige kommuner, og råd til at holde den gode tone i debatten.