”Nu har I 20 minutter, og så skal jeres historie ligge på Facebook”. Sådan lød ordren, da jeg sammen med omkring 25 andre unge mennesker var samlet til kursus i meningsdannelse på den tidligere højskole Emmaus, i Haslev. Vi havde en time tidligere fået værktøjerne til at lave den gode historie. I en sky af stres, præstationsangst og koldsved skulle jeg på 10 minutter nedfælde en historie, som jeg skulle fremlægge for min gruppe.
Og netop som jeg troede, at man var ’home-safe’ og kunne tage en velfortjent kop kaffe, lød ovenstående ordre. Jeg har aldrig slået andet end platte one-liners op på min Facebook-side, og idéen om at skulle dele noget af værdi med mine venner og familie, var mildt sagt frygtindgydende. Men sammen med de 25 andre unge mennesker havde vi fået skabt et rum, hvor jeg følte mig tryg. Jeg havde mod på at prøve. Så da jeg 20 minutter senere trykkede enter på min computer og leverede mit første stykke tekst til offentligheden, sad jeg med den fedeste følelse i kroppen. Jeg turde.
Læs mere om DUFs meningsdanneruddannelse.
Og der er brug for flere der tør. Det kræver mod at dele sine tanker. Gennemtænkte tanker, vel at mærke. Det kræver at man presser sig selv og at man lærer at tro på, at ens meninger er noget værd. Og det er de. Det er vigtigere end nogensinde før, at politikere og samfundet påvirkes af andet end de gængse medier. Ved at dele sine meninger og holdninger kan man påvirke noget. Man kan ændre noget. Og der er i høj grad brug for at flere unge deler deres meninger og tanker. For vi er eksperterne på vores liv, vores hverdag, vores uddannelser, vores fremtid og samfund. Vi har krav på indflydelse. Og vi skal bruge den indflydelse, vi har.
Så min opfordring er enkel. Meld dig til DUFs meningsdannerkursus. Der vil du få kompetencerne til at blive en stærk stemme. For dig selv, din forening og for samfundet. Der er brug for, at du siger din mening. Så brug din ytringsfrihed til det gode. Tænk dig om og brug din stemme.