DUF-repræsentanter skal rådgive minister om ligestilling
05-02-2020
Aktive fra en række af DUFs medlemsorganisationer har fået plads i Mogens Jensens (S) nye ungepanel på ligestillingsområdet
Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) har nedsat et nyt ungepanel, der skal rådgive ham og regeringen i arbejdet med en ligestillingsstrategi og i hvordan får flere unge engageres i debatten.
I panelet sidder 17 unge fra hele landet. 9 kvinder og 8 mænd. Og af de 17 har hele 9 en tilknytning til en af DUFs 79 medlemsorganisationer.
”Jeg er glad for, at de unge har sagt ja til at være med i mit ungepanel. Jeg er optaget af at finde ud af, hvilke problemer og udfordringer i forhold til ligestilling, de unge støder på i deres hverdag, så jeg kan tage det med videre i regeringens arbejde med en ligestillingsstrategi,” siger ligestillingsminister Mogens Jensen.
Panelet repræsenterer et bredt udsnit af unge - både mænd og kvinder - og forskellige perspektiver på ligestilling. Det gælder eksempelvis studieliv, arbejdsliv og foreningsliv og på LGBT+-området. Deltagerne er personligt inviterede og ikke formelle repræsentanter for en organisation. Men de vil typisk have en relation til foreningslivet – f.eks. DUFs medlemsorganisationer – og dermed også repræsentere forskellige vinkler og stemmer derfra. De vil således have et bagland at trække på.
Fra DUFs medlemsorganisationer deltager Jeppe Englev fra Spejderne, Marina Janell fra Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK), Martin Mejlgaard fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Sarah Bærentzen fra Danske Skoleelever, Jacqueline Snerling fra Erhvervsskolernes Elevorganisation, Mette Berents Bojesen fra Ungdommens Røde Kors, den tidligere DGS-formand Jens Philip Yazdani, Jakob Thomsen fra IMCC og endelig Thor Ekberg Bonde, der sidder i DUFs forretningsudvalg og er valgt for Ungdomsringen.
Panelet mødtes første gang i slutningen af januar, og det skal arbejde på i alt seks workshops indtil kvindernes internationale kampdag, den 8. marts 2021. Ministeren vil desuden invitere nogle af paneldeltagerne til internationale konferencer for at give unge en stærkere stemme på den globale scene.