DUF søger frivillige trænere til uddannelse af unge i demokrati og deltagelse
03-08-2020
Vil du være med til at styrke unges demokratiske selvtillid? Kan du fortælle historier og inspirere andre til at handle? Har du prøvet at skabe forandring i fællesskab, vundet sejre og lært af dine fejl undervejs?
Så er det måske dig, vi skal have med på trænerholdet, når folk – mødested for demokrati og dannelse skal lave uddannelser for en masse unge og styrke deres mod, handlekraft og demokratiske selvtillid.
Hvad går det ud på?
Vi har stiftet folk for at skabe et sted, hvor unge kan mødes og træne til demokratiet. Med en pose penge fra Nordea-fonden i hånden skal vi i skoleåret 2020/21 lave forløb for i alt 200 unge fra 8.-9. klasse og ungdomsuddannelserne.
Som træner vil du komme til at stå en masse på gulvet, være rollemodel og bruge dine egne erfaringer til at lære fra dig. Vi har tilrettelagt forløbene og deres indhold, men mangler dig til at være med til at give det liv.
Uddannelserne foregår i hverdagene og både på Ungdomsøen ud for København og rundt omkring i hele landet. Du skal derfor have en hverdag og en kalender, hvor der er plads til at tage et par dage ud ind i mellem. Vi afvikler otte forløb fra september 2020-april 2021, og du kan være med som træner på et eller flere forløb – gerne flere. Vi dækker transport, overnatning og forplejning undervejs.
Vi vil også gerne bygge et fedt fællesskab mellem dig og de andre trænere. Vi skyder derfor sæsonen i gang med en træner-træningsdag i september den 19. september og planlægger at lave flere.
Hvordan kommer jeg med?
Vi søger frivillige trænere mellem 18-25 år, der vil prøve kræfter med at træne andre unge og måske endda har erfaring med at gøre det i forvejen – fra studiet, foreningslivet eller noget tredje.
Send os en video på max 2 minutter og fortæl os:
- Lidt om dig selv – dit navn, din alder, hvad du laver til daglig plus det løse.
- Historien om den vigtigste samfundsforandring – stor eller lille –, du har været med til at skabe.
Send din video til Rie på rlm@duf.dk. Det er også på den mail eller tlf. 2513 5293, du kan tage kontakt, hvis du har spørgsmål til, hvad det vil sige at være frivillig træner.
Der er deadline for at søge den 23. august. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline og får nærmere besked om projektets videre forløb.
Du kan hente og se ,ere i opslaget samlet herunder.