DUFs generalsekretær: ”Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre sted at arbejde”
18-11-2020
For præcis en måned siden startede DUFs nye generalsekretær, Louise Juul Jensen, i DUF. I den anledning har vi taget en lille snak om hendes håb og visioner for sit eget virke i DUF.
Vil du starte med at fortælle om en god oplevelse fra din foreningstid, der har gjort indtryk på dig?
Jeg har rigtig mange gode minder. Et minde, der står tydeligt, er fra 1992, da jeg var medlem af Det Danske Spejderkorps og var på spejderlejr med indianer-tema. Vi byggede en kæmpestor tipi, som vi boede i under hele lejren. Vi børn stod selv for at tilberede en stor del af maden, og jeg kan huske, at vi selv huggede hovedet af nogle høns, plukkede dem og tilberedte dem. Når man bliver ældre, bliver man bevidst om, hvor utrolig mange frivillige timer spejderledere må have brugt på at arrangere sådan en tur. Under spejderlejren spillede det danske herrelandshold mod Holland, så en af spejderlederne havde taget et gammelt tv med antenne med, og så sad jeg dér i tipien sammen med mine bedste venner, spiste kyllingelår og så Danmark vinde semifinalen. Det var kæmpestort.
Et andet godt minde er fra min tid som forbundssekretær i DSU i 2011, hvor Socialdemokratiet genvandt regeringsmagten efter at have siddet i opposition i mange år. Jeg havde et meget stort ansvar for den valgkamp, og det lærte mig for alvor at holde hovedet koldt, være tydelig og klar i min kommunikation samt sikre, at alle led i organisationen fungerede, så intet gik galt. Jeg græd det meste af valgaftenen, så glad blev jeg.
Helt generelt har jeg jo været aktiv i foreningslivet i virkelig mange år, og en stor del af mine venner har jeg mødt derigennem. Og selvom vi ikke længere er aktive lokalt på den måde, som da vi var yngre, så er foreningslivet stadig en stor del af mit liv og de relationer, jeg har. Jeg taler tit med mine venner om de gode oplevelser, vi har haft og de venskaber, man har fået for livet.
Hvorfor søgte du jobbet som generalsekretær i DUF?
Det gjorde jeg, fordi jeg ikke kan forestille mig et bedre sted at arbejde. Jeg er meget værdibåret som menneske, og for mig betyder det rigtig meget at arbejde et sted, både med nogle mennesker og med nogle projekter, som jeg selv tror på og brænder for. Jeg synes, at noget af det vigtigste i vores samfund er vores foreningsliv. Og jeg vil rigtig gerne være med til at bidrage til, at foreningerne har gode vilkår, og at vi som paraplyorganisation kan understøtte vores foreninger i alle de vigtige ting, de laver.
Hvilke erfaringer har du, som du kan trække på i dit job som GS i DUF?
Jeg har selv mange års erfaring som frivillig, politisk valgt og ansat i foreningslivet og har god en forståelse for, hvad DUFs medlemsorganisationer laver, og hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab. De sidste 12 år har jeg været leder og har derfor en masse ledelseserfaring, som jeg tager med. Og så er jeg vant til at arbejde med politik og interessevaretagelse og vant til at være i organisationer, hvor det både er vigtigt at have fokus på de langsigtede mål og prioriteringer samt fokus på alt det, der sker dag til dag.
Hvad er de tre vigtigste opgaver, du skal i gang med som generalsekretær i DUF?
1. År 2021 kommer i høj grad til at handle om evaluering af udlodningsmidlerne. Jeg ser det som min vigtigste opgave at få sikret, at DUF i fremtiden har de midler, vi har i dag. Det er jo hele fundamentet for vores medlemsorganisationer og også for, at vi kan lave det arbejde, vi gør i DUF.
2. Det er en stor prioritet og et fokus for mig, at vi får alle vores medlemsorganisationerne igennem corona på den absolut bedst mulige måde. Sådan at, når vi kommer over pandemien, så har vi stadig et stort, demokratisk og bæredygtigt foreningsliv for børn og unge i Danmark.
3. Arbejdet med samvær og trivsel kommer til at fylde meget. Vi skal som paraply være med til at sikre et bredt og mangfoldigt foreningsliv for børn og unge. Det er et arbejde, som vi har været i gang med i lang tid, og som vi også skal blive ved at udvikle, så vi sikrer, at det går den rigtige vej i foreningerne, og at vi har de rette værktøjer, der kan hjælpe vores medlemsorganisationer med at lave vedvarende forandringer i deres foreninger.
Hvad er det fede ved DUF?
At alt det arbejde, vores medlemsorganisationer og vi laver, gør en kæmpe forskel for en masse børn og unge. Det er tydeligt at mærke den store begejstring, der er i medlemsorganisationerne for det arbejde, de laver. Fra første dag jeg trådte ind på Scherfigsvej som generalsekretær i DUF, stod det lysende klart for mig, at alle medarbejdere i DUF er dybt engagerede og passioneret for netop det område, de sidder med - og det motiverer mig. Og så er det fede også, at vi arbejder med så mange forskellige foreninger med hver deres mangfoldige medlemsskare. Jeg er jo opvokset i en lille nordjysk by, hvor alle var forholdsvis ens, men ved at engagere mig i foreningslivet mødte jeg andre, som var meget forskellige fra mig selv, men som delte de samme værdier. I en tid, hvor verden er meget omskiftelig, tror jeg, at foreningslivet er et godt holdepunkt for mange børn og unge. Her kan man være og udvikle sig selv og komme væk fra præstationsræset.
Hvilke udfordringer står det danske foreningsliv over for lige nu?
Corona. Det er en kæmpe udfordring, hvordan vi sikrer at få alle medlemsorganisationerne bedst muligt igennem det her. Min store bekymring er, at vi kommer til at have haft lukket ned i så lang tid, at man ude lokalt står i en situation, hvor mange frivillige måske er faldet fra, og at man taber mange børn og unge i foreningslivet - enten fordi de stopper, eller fordi de ikke får tilbuddet. Min store bekymring er, at man ikke får dannet en generation af børn og unge i foreningslivet, fordi det potentielt kan tage lang tid, før vi er tilbage ved normalen ude i foreningslivet.
Hvilke udfordringer i samfundet ser du, at DUF kan spille ind i?
Jeg ser fx, at unges trivsel fylder ret meget lige nu. Vi har en ungdomsgeneration, hvor mange har det svært og kæmper med ensomhed, præstationspres og angst, og det er et område, hvor vi som en aktør i civilsamfundet kan gøre en helt markant forskel og være med til at sikre, at børn og unge kommer godt igennem deres barndom og ungdom.
Jeg oplever, at vores demokrati er under pres både i Danmark og i verden. I Danmark er vi vokset op med demokrati, og der er mange, der tager demokratiet for givet. Men faktisk har vi jo en stor gruppe i vores samfund, der ikke stemmer og ikke deltager aktivt i den offentlige demokratiske samtale. Det er problematisk. Derfor synes jeg fx også, at det, at DUF laver Skolevalg og Demokratiets dag, er enormt vigtigt. Jeg mener også, at DUF har en stor rolle at spille ift. at udbrede demokratiet ude i verden, hvor demokratiet jo mange steder er meget udfordret. Hvis vi kan være med til at sikre, at der kommer en ung generation, som bliver mere aktive i demokratiet og får en masse værktøjer til at komme i gang med demokratiarbejdet, så vil jeg da se det som en stor sejr – ikke bare for DUF, men for os alle sammen.
Vi har en kæmpe udfordring i Danmark, når vi taler om digital dannelse. At være aktiv på de sociale medier kan skræmme et hvert menneske væk fra at deltage i en samtale, hvor folk ikke er enige. Der er en meget, meget hård tone, og ikke hård som i at man går lidt hårdt til hinanden med argumenter, men bliver nedladende og kommenterer på folks køn, seksualitet, etnicitet osv., og det bliver man nødt til at finde en vej ud af og finde nogle fælles spilleregler for. Det arbejde ser jeg i høj grad også, at DUF kan og skal være med til at bidrage til. Ellers risikerer vi at tabe en hel generation på gulvet, som vælger den demokratiske samtale fra.
Til sidst; hvilke 3 ting håber du, at DUF kan give dig?
- Mulighed for at være med til at flytte nogle ting i vores samfund. Det er grundlæggende det, der driver mig og mit engagement.
- Jeg håber, at alle medlemsorganisationerne kan give mig et bredere perspektiv og udsyn på alle de ting, som vi laver i DUF. Det, tror jeg, kan give mig nogle nuancer i mit arbejde, som jeg ikke har i forvejen.
- Stor arbejdsglæde, hvilket jeg allerede – efter en måned – synes, jeg kan mærke. Nok også fordi, at alle dem, jeg taler med, er enormt engagerede i lige præcis det projekt, de selv sidder med, og taler som om, at det bare er det vigtigste i hele verden, og det er jo bare enorm privilegeret som leder at have nogle medarbejdere og samarbejdspartnere, der er så begejstrede for det, de laver. Det smitter i høj grad.