FDF K9 Nørrebro blev vakt til live igen i 2014 af en flok unge, initiativrige FDF’ere, der havde en vision om at skabe en forening med mange medlemmer og aktiviteter. Allerede nu, 3 år efter startskuddet, har foreningen over 100 medlemmer og en række aktiviteter præget af nytænkning. Christian Kallehauge, én af foreningens kredsledere, fortæller: ”Vi blev virkelig forbavsede og meget taknemmelige, da vi fik besked om, at vi havde vundet prisen. Vi har jo set dem, vi har været oppe imod, og det er jo store, dygtige kandidater. Det er stort, hvordan en lille forening som os kan være med i kapløbet og tilmed vinde”. Foreningens vision er at skabe et fundament og et sikkert ståsted for børn på Nørrebro. At være et frirum med plads til alle, og hvor man er sammen på tværs af de mange forskelligheder, der er på Nørrebro. Forskelligheder, der udviskes, når man trækker i FDF skjorten. ”Vi ønsker at skabe demokratiske og samfundsbevidste borgere, hvilket også er en del af FDF’s grundfortælling og værdier. Vores fokus er på det gode møde – at skabe oplevelser, der giver glade børn og stærke relationer”, siger Christian Kallehauge. Foreningens fokus er nu på at sikre stabilitet i den stadig nye forening, men det er også en forening af unge, initiativrige FDF’ere, så nye spændende projekter vil nok blive ved med at opstå.
Både anden og tredjepladsen fortjener også et særligt skulderklap for deres store indsats i det frivillige foreningsliv. DSU Distrikt Sjælland løb med den ærefulde andenplads for projektet ”Et faglært Sjælland”, som har til formål at forbedre situationen for erhvervsuddannelserne. Tredjepladsen gik til DFUNK Østjylland som har bevist, at foreningslivet kan give noget som unge med flygtningebaggrund ikke kan finde andre steder, nemlig netværk, fællesskab og tilhørsforhold.
DUF har siden 2009 hvert år uddelt prisen Årets Ungdomsforening med det formål kaste lys over det frivillige lokale foreningslivs gode arbejde for, med og af børn og unge. For at kunne komme i betragtning til Årets Ungdomsforening skal kernen i foreningen være stærk. Den stærke kerne skal gå hånd i hånd med, at foreningen har vist sig værende i stand til at tænke nyt og turde gå andre og nye veje for at styrke foreningen.
Dommerpanel har i år bestået af: Kasper Sand Kjær, formand i DUF, Joy Mogensen, borgmester i Roskilde Kommune og Malene Thøgersen, forsker i folkeoplysning ved Idrættens Analyseinstitut.
Læs mere om DUFs pris "Årets Ungdomsforening"