Frederik Enevoldsen vinder DM i Debat 2021
21-06-2021
Skrevet afBirgitte Søe
Fire finalister var taget med til Folkemødet i Allinge på Bornholm for at deltage i finalen i DM i Debat 2021. Men i sidste ende var det Frederik Enevoldsen, der kunne løfte pokalen og kalde sig Danmarksmester i Debat 2021.
Det var en sikker sejr, da Frederik Enevoldsen fra Fagbevægelsens Ungdom blev kåret som årets vinder af DM i Debat. Det var første gang, Frederik Enevoldsen var en del af debattuneringen, og alligevel kunne han i sidste ende løfte pokalen på scenen.
Fagbevægelsens Ungdom mod Nye Borgerliges Ungdom
DM i Debat strækker sig tilbage gennem foråret, hvor 32 debattører, der skæres ned til otte, der skæres ned til fire. De fire finalister, Maria Sloth fra Radikal Ungdom, Emil Eriksen fra Rød-Grøn Ungdom, Malte Larsen fra Nye Borgerliges Ungdom og Frederik Enevoldsen fra Fagbevægelsens Ungdom, var alle sejlet til Allinge på Bornholm for at deltage i finalen, der foregik på Hovedscenen fredag aften. I aftensolen holdt de hver en tale om, hvilken lov de ville ændre fra i morgen, og senere skulle alle i duel med hinanden i temaer som sænkelse af den kriminelle lavalder, folkedomstolen i sexismedebatten, og om der er en gevinst i økonomisk ulighed.
Det blev Malte Larsen og Frederik Enevoldsen, der kom ud i en endelig head-to-head, hvor de blandt andet debatterede sænkelse af skat på medarbejderejede virksomheder og forbyd mod islamistisk bønnekald i det offentlige rum.
I sidste ende var det Frederik Enevoldsens argumentation og debatevner, der vandt ham en sikker sejr og titlen som Danmarksmester i Debat 2021.
"At deltage og ikke mindst vinde DM i debat har været en helt vildt fed oplevelse. At blive klogere andres holdninger og ikke mindst sine egne gennem gode saglige debatter mod en masse helt vildt dygtige unge har været helt vildt lærerigt og spændende” siger Frederik Enevoldsen og fortsætter: “DM i debat er er vigtigt arrangement, ikke kun fordi de giver unge en unik platform for deres holdninger, men også fordi det er med til at udvide horisonten for os, der deltager”.
Årets dommerpanel i finalen var Søs Marie Serup, Dennis Nørmark og Mads Zacho, mens Lars Trier Mogensen igen i år præsterede i rollen som konferencier.
Fakta om DM i debat
DUF og Politiken har siden 2011 afholdt DM i debat med det formål at give unge en platform til at udbrede deres holdninger, værdier og ideologiske grundlag. Derudover ønsker DUF også at sætte fokus på, hvad der kendetegner den gode politiske debat og sikre, at så mange unge som muligt tager aktivt stilling til det samfund, som de er en del af.
Som nykåret Danmarksmester er Frederik Enevoldsen nu i selskab med de tidligere vindere, der blandt andet tæller Peter Hummelgaard Thomsen (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), Gry Möger Poulsen (fhv. Socialistisk Folkepartis Ungdom), Morten Dahlin (Venstres Ungdom), Morten Ryom (Erhvervsskolernes Elev-Organisation), tidligere elev på Politikens Kritikerskole og meningsdanner, Lawand Hiwa Namo og Alex Vanopslaugh (Liberal Alliances Ungdom).