Da Køgespejderne vandt Foreningsprisen, faldt gevinsten på et tørt sted. Der blev købt nye gryder, økser og mærker. ”Det var fantastisk at få de penge. Det koster jo at lave godt spejderarbejde,” siger Annelise Pedersen fra Køgespejderne.
En af de aktiviteter, Foreningsprisen har været med til at styrke, er Familiespejd. Familiespejd er for de helt små og deres forældre. Det foregår klokken 10-12 hver anden søndag, og der er masser at gode aktiviteter på programmet.
”Man kan for eksempel deltage i ”Spisekammeret i skoven”. Her kommer man ud og finder brændenælder, mælkebøtter, bøgeblade og skvalderkål, som bliver brugt til at lave mad af. Andre gange lærer vi om dyrene og træerne. Men vi laver næsten altid bål, for børnene synes, at det med spejder handler om bål,” fortæller Annelise. Børnene synes også, det er sjovt at snitte. Derfor har Køgespejderne en masse små knive, som børnene kan låne.
Små tre år efter de modtog prisen, står idéerne stadig i kø for at blive realiseret. Man arbejder målrettet på at fastholde teenagerne i spejderarbejdet, blandt andet ved at inddrage nye og anderledes aktiviteter – også uden for skoven.
”Vi har for nyligt startet havkajak op. Det er vigtigt at have noget for de lidt større medlemmer,” forklarer Annelise entusiastisk. Havkajak ligger uden for de normale spejderaktiviteter hver anden onsdag og hver anden søndag. Alligevel er det næsten alle de 12-15-årige tropspejdere, der dukker op.
Når man bliver endnu ældre, begynder Køgespejderne for alvor at kigge til udlandet og de lidt vildere aktiviteter. Turene går til både Alperne, Nordsverige eller Island. Her deltager de i adventureløb som fx Nathejk, Dinizuli eller Apokalypseløbet.
Køgespejderne arbejder nu på at få bredt Familiespejd ud til andre grupper.
”Det er en aktivitet, hvor forældrene er sammen med deres børn. Det tror vi på er fremtiden. Og vi er sikre på, at det udgør fundamentet for at få både medlemmer og ledere på sigt,” forklarer Annelise.
Folk kører gerne meget langt for at komme ud til Køgespejderne. Det gør de, fordi aktiviteterne ligger i weekenden, hvor børnene er friske. Der kommer familier fra både Roskilde og København.