Magt og mistillid i lovgivningsarbejdet
08-10-2019
Den 7. oktober inviterede Demokratikommissionen i samarbejde med Djøf til paneldebat under overskriften "Magt og Mistillid i lovgivningsarbejdet". Her satte Kommissionen blandt andet fokus på hvorfor politikere og embedsmænd er bundskrabere, når danskerne skal rangere faggrupper efter troværdighed.
I arrangementets to debatrunder var samlet en lang række politikere, forskere, embedsmænd og civilsamfundsrepræsentanter, for at diskutere om en manglende demokratisk forankring af lovgivningsarbejdet kan forklare den store folkelige mistillid der eksisterer i befolkningen til magthaverne i ministerierne og i Folketinget.
For lovarbejdet vokser i en grad, hvor de folkevalgte ikke længere synes at have overblik over, hvilke regler de vedtager. Særligt den lovgivende magt er kommet under pres. Antallet af de dokumenter fra de lov- og beslutningsforberedende udvalg, som skal klæde vores politikere på til at kunne behandle lovene, er steget markant de sidste 20 år.
Og samtidig spiller politikernes særlige rådgivere en større og større rolle, som stiller nye spørgsmålstegn til forholdet mellem embedsmænd og de folkevalgte.
Oveni dette bliver føler en større og større del af befolkningen og civilsamfundet sig overhørt og hægtet af de politiske beslutninger. Antallet af høringer af civilsamfundet er faldet markant siden storhedstiden i 1970'erne og 80'erne.
Så måske netop derfor har mange borgere mistet tilliden til, at det politiske system og lovgivningsarbejdet med embedsmændene og politikkerne forrest, kan håndtere de mange udfordringer, som både Danmark og verden står overfor.
Spørgsmålene var mange, både i panelet og blandt publikum, og aftenen bød på en levende debat blandt de omkring 200 fremmødte på Københavns Universitet.
Arrangementet var det femte i rækken af åbne debatter som Demokratikommissionen har afholdt i 2018-19. Demokratikommissionen er i sin afsluttende fase og vil i starten af 2020 udgive sin endelige betænkning med anbefalinger til hvordan vi kan styrke det danske demokrati.