Med DUFs generalsekretær i Nepal
06-02-2018
Tag med DUFs generalsekretær på hans første monitoreringsrejse til Nepal.
Jeg startede det nye år i Nepal, hvor jeg for første gang var på monitoreringsrejse. Som generalsekretær for DUF, der hvert år bevilger millioner af kroner til projekter i udlandet, er det en god mulighed for at opleve projekterne, men også forstå, hvordan DUFs internationale konsulenter arbejder med at monitorere bevillingerne.
Jeg havde set frem til en uge væk fra den danske kulde, men vejret skulle vise sig at blive den første overraskelse. Lige nu er det koldere i Nepal, end det har været i flere år. I den sydlige del omkring Janakpur tæt på grænsen til Indien dør folk af kulde, og regeringen har beordret hæren i aktion med tæpper og brænde. Det gik op for mig, hvor meget det betyder, om bygninger er beregnet til kulde eller ej. Billige hoteller er i hvert fald ikke, og jeg var glad for, at jeg havde råd til at købe vintertøj, når jeg nu ikke havde gjort min research ordentligt.
Nepals Ghandi anholdt
Det første monitoreringsbesøg foregik hos en organisation af medicinstuderende (Nepal Medicin Students Society) og en organisation af folkesundhedsstuderende (Nepal Public Health Students Society), der har et partnerskab med deres danske pendant International Medical Cooperation Committee (IMCC). En frivillig organisation, der laver sundhedsfremmende arbejde i både Danmark og udlandet.
Nepaleserne havde lånt lokaler på en café i Kathmandu til formålet. På vejen derhen kørte vi forbi en stor demonstration foran Højesteret, og jeg noterede mig især det massive politiopbud. Jeg glemte det dog hurtigt igen, da vi først var kommet vidt omkring i de unge nepaleseres fantastiske projekt. Et projekt, hvor de unge folkesundheds- og medicinstuderende underviser i ”Sexual and Reproductive Health and Rights (SRHR)” især i de mere øde områder af Nepal, hvor der virkelig er brug for oplysning og undervisning. Noget så naturligt som menstruation er for eksempel stadig så stort et tabu, at menstruerende kvinder isoleres og ikke engang må færdes frit inden for hjemmets fire vægge.
Jeg havde fået til opgave at interviewe et par af de medicinstuderende til vores rapportskrivning. Under interviewet kom jeg i tanke om postyret foran højesteret tidligere op dagen og spurgte dem, hvad det drejede sig om. Det fik dem op ad stolen, for det viste sig, at en vis Dr. Govinda KC var blevet arresteret dagen før. De studerende talte med stor beundring og respekt om Dr. KC og kaldte ham den moderne Ghandi. De beskrev ham som en menneskerettighedsaktivist, der havde viet sit liv til humanismens tjeneste. Han havde ingen familie eller ejendom, men boede på hospitalet og arbejdede dagen lang med at forbedre forholdene for befolkningen både igennem politisk aktivisme og sin lægegerning.
Lige så stor som respekten var for Nepals svar på Ghandi, lige så stor var foragten for myndighederne og domstole. Domstolene havde spillet en stor rolle i hans arrestation, fordi Dr. KC i forbindelse med den nepalesiske højesterets behandling af en sag om, hvorvidt en dekan på et universitet var kommet retmæssigt til sin stilling, havde udtalt, at højesteret var korrupt. Et synspunkt, der ifølge de medicinstuderende er en generel opfattelse i befolkningen. Der findes sågar et ordsprog, der siger: ”If you want to win a case, you shouldn’t hire a lawyer – you should hire a judge”.
Mødet med en vaskeægte helt
Fra Kathmandu gik turen til Janakpur. En 8 timers køretur, i bjergene hvor man ikke skal have tendens til køresyge. Her var endnu koldere end i Kathmandu fordi solen ikke kunne bryde igennem den smog-lignende naturlige tåge, der lå over det flade Terai-område. Vejene var ødelagte, og man fornemmede en storby, der havde været udsat for én eller anden form for katastrofe. Folk varmede sig ved små skraldebål, og kloakdækslerne stod en halv meter over gadeniveau. Gaderne var skyllet væk og erstattet med et hårdt ujævnt lag mudder, og facaderne var faldet af husene. Det er mere end 5 måneder siden, at vandet steg og steg over tre dage for til sidst at blive til en mudderflod, og katastrofen er ikke længere synlig - kun dens efterladenskaber.
I området omkring Janakpur driver Red Barnet Ungdom (Child Rights Ambassadors) sammen med Nepal National Dalit Social Welfare Organization et projekt, der driver ”Child Clubs”. En slags fritidsklub, hvor børnene både leger og har det sjovt, men også lærer om alvorlige ting som børns rettigheder for eksempel i forhold til børneægteskaber.
Det er ufatteligt, hvor langt man kan komme for 100.000 kroner på disse kanter, og det er fantastisk at opleve, hvordan lokale unge, der egentlig burde have nok i sig selv og deres familie, gør en uselvisk indsats under meget svære betingelser. 20-årige Ishrat var en af disse unge, og hun gjorde et stort indtryk på mig. Ishrat kom fra det muslimske lokalsamfund, hvor mange forældre ikke vil sende deres børn i skole, men gennem en utrættelig indsats med at gå fra dør til dør var det lykkedes hende at overtale mange forældre. Hvis det var prisen, der afholdte forældrene fra at sende deres børn i skole, tog Ishrat dem under armen og op til den lokale skoleinspektør for at forhandle en fornuftig pris. Ishrat var også engageret i den lokale ”Child Club”, hvor børnene kan lave lektier efter skole, og endnu flere kan få mod på skolegang.
Mødet med Ishrat var mødet med en vaskeægte helt. En sympatisk ung kvinde, der med lys i øjnene talte varmt om Haslev, hvor hun engang var på kursus som led i DUFs ungdomslederprogram. Desværre for lokalområdet, men til stor gavn for hende, har hun netop fået et legat til at læse medicin i Indien.
En menneskelig varme i et koldt land
Tilbage i Danmark er jeg stadig ved at fordøje de mange indtryk. Når hverdagens travlhed igen melder sig, og de sure pligter – især i vintermånederne- ligger en tung dyne over mit sind, så drømmer jeg mig tilbage til Nepal. Der var meget koldt, men jeg oplevede alligevel en enorm menneskelig varme, der virker som inspirationskilde til at gøre en ekstra indsats.