22 år
Konservativ Ungdom
FN-ungdomsdelegat for demokrati og partnerskaber
Hvorfor har du søgt området demokrati og partnerskaber?
Fordi jeg brænder for at give alle unge en stemme og vil kæmpe for unges demokratiske rettigheder i hele verden. Samtidigt tror jeg på, at stater, organisationer og virksomheder er nødt til at arbejde tættere sammen, hvis vi skal nå verdensmålene inden 2030. Derfor er stærke partnerskaber en utrolig vigtig dagsorden, som, jeg ønsker, skal have større fokus i den offentlige debat.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
Jeg håber at kunne bruge min organisatoriske tæft til at arrangere møder og indgå i dialog med unge fra hele Danmark og engagere dem i arbejdet med verdensmålene. I løbet af min tid i ungdomspolitik har jeg været ansvarlig for flere kurser og undervisningsforløb, og den erfaring vil jeg bruge til at give andre unge konkrete værktøjer til, hvordan vi kan bidrage til den bæredygtige udvikling. Jeg vil bruge min internationale erfaring til at skabe og opretholde partnerskaber med unge fra det globale syd, så vi sammen kan arbejde for at forbedre deres demokratiske rettigheder.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
At ungdommen bliver repræsenteret i den globale dialog om, hvordan vi indfrier verdensmålene. Hvis ikke vi handler nu, er det vores fremtid, det går ud over. Derfor er det essentielt, at vi unge bliver inddraget i løsningerne. Derudover vil jeg oplyse virksomhederne og NGO’erne om deres ansvar i den bæredygtige udvikling samt kalde dem til handling.
23 år
Israelmissionens Unge
FN-ungdomsdelegat for klima og miljø
Hvorfor har du søgt området klima og miljø?
Klima og miljø er tidens vigtigste emner, som påvirker os alle. Jeg har søgt om at blive FN-delegat, fordi løsningerne på de udfordringer vi står foran ikke kan løses alene, men kræver internationalt samarbejde. Jeg håber på at være med til at sikre, at alle generationers synspunkter bliver repræsenteret, hørt og respekteret.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
Foreningslivet har givet mig en forståelse for demokratiske processer og indblik i, hvordan det løfter unges kompetencer og skaber fællesskaber for høj som lav. Jeg har en klar overbevisning om, at kun i fællesskab kan vi løse de problemer, vi står overfor.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
Jeg vil arbejde for det globale syds ret til at hæve deres levestandard og det globale nords forpligtelse til at hjælpe med den udvikling. Jeg vil arbejde for klimaflygtninges rettigheder og for hjælp i områder ramt af klimaforandringer. Jeg vil også have fokus på, at håndteringen af klimaudfordringerne sker på en kønssensitiv måde, det vil sige, at vi tager hensyn til, at konsekvenserne rammer kvinder hårdere end mænd. Jeg vil arbejde for alle generationers ret til at være aktiv i beslutningsprocesser på alle niveauer.
25 år
Det Danske Spejderkorps
FN-ungdomsdelegat for Ligestilling og SRSR
Hvorfor har du søgt området Ligestilling og SRSR?
For mig starter mange af verdens problemer ved kønsbaseret ulighed, derfor er kampen for ligestilling nødvendig for at kunne bekæmpe klimaforandringer, fattigdom og store konflikter.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
De sidste to år har jeg arbejdet med internationalt pigespejderarbejde, derfor har jeg allerede fået konsekvenserne ved kønsbaseret ulighed ind under neglene. At være en del af en forening som Det Danske Spejderkorps er ikke bare en fritidsbeskæftigelse, det er en familie der skaber stærke individer med fornemmelse for samfundsansvar. Det samfundsansvar vil jeg tage med mig i arbejdet som ungdomsdelegeret.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
For at løse rigtig mange af de udfordringer verdenen står overfor lige nu kræver det, at alle er med ombord, og at ikke kun mænd, men kvinder, transkønnede og non-binære også har en stemme. Vi skal turde overlade roret til de unge kvinder, lade dem tage aktiv del i beslutningsprocesserne og involvere dem i kampen for et bedre klima! For hvis ikke alle løfter i samlet flok, kommer vi aldrig i mål.
22 år
Metal Ungdom
FN-ungdomsdelegat for faglært uddannelse og jobskabelse
Hvorfor har du søgt området faglært uddannelse og jobskabelse?
Først og fremmest fordi jeg selv er faglært og derfor kender til mange af de problemstillinger, man oplever som ung faglært. Og fordi det er supervigtigt, at vi får flere unge til vælge en faglært uddannelse og deltage aktivt i de politiske debatter, så det ikke kun bliver akademikersnak og beslutninger.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
Min foreningsbaggrund i Metal Ungdom kan bruges meget direkte i arbejdet. Meget af det arbejde, vi laver i fagbevægelsen, kan stå som stærke eksempler med konkrete handlingsplaner bag og kan bruges til at vise, at det faktisk er muligt at få politisk indflydelse som faglig ungdomsorganisation.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
Jeg vil fokusere min tid og mit arbejde som ungdomsdelegat på at kæmpe for:
- Udbredelse af den danske model (bedre/stærkere arbejdsmarkeder)
- Bedre psykisk arbejdsmiljø
- Sikring af kvalitetsuddannelser
- At unge faglærte får mere politisk indflydelse