Ny analyse: Unge i atypisk beskæftigelse blev særligt hårdt ramt under coronakrisen
12-01-2022
Omkring hver tredje ung i beskæftigelse har en atypisk beskæftigelse som deres primære indtægtskilde. Denne gruppe af unge oplevede i særlig høj grad de negative konsekvenser af coronakrisen. Det viser en ny ungeanalyse, som DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har fået udarbejdet af CEVEA.
Coronakrisen ramte særligt hårdt for de mange unge, der var ansat i en form for atypisk beskæftigelse med usikre og løse ansættelsesvilkår. De unge, som er primært beskæftiget i en atypisk ansættelse, oplevede i højere grad at blive sat ned i tid eller få færre timer efter nedlukningen end unge i almindelige lønmodtagerjobs og ældre i atypiske ansættelser. Det viser en ny ungeanalyse, som DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har fået foretaget af CEVEA, og som er baseret på en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse af i alt 508 interviews med 18-29-årige og 1.011 interviews med 30+-årige.
Se analysen Unge i atypisk beskæftigelse her.
Mange unge lever med atypiske og usikre ansættelsesforhold
I undersøgelsen angiver omkring hver tredje (34 pct.) af de unge mellem 18 og 29 år, der har arbejde som deres primære beskæftigelse, at de er ansat i en form for atypisk beskæftigelse. Det er markant flere end de øvrige danskere på 30 år eller derover, hvor 23 pct. blandt dem er ansat i atypisk beskæftigelse. Og under coronapandemien har knap hver fjerde (23 pct.) af disse unge oplevet af være sat ned i tid eller få færre timer efter nedlukningen.
”Alt for mange unge skal tage sig til takke med atypiske og usikre ansættelsesforhold. For nogle unge kan det være et positivt tilvalg med en fleksibel ansættelse, men for mange er det et ufrivilligt vilkår for at få en fod ind på arbejdsmarkedet. For vi ved, at arbejdsløshed, utryghed og økonomisk mistrivsel kan sætte langvarige spor på de unges trivsel og livskvalitet.” udtaler Frederik Enevoldsen, næstformand for DUF.
Et prekært arbejdspres skaber stress og mistrivsel
For omkring hver fjerde ung, hvor atypisk ansættelse er deres primære beskæftigelse, er de ikke sikret hverken løn eller dagpenge, hvis de bliver syge. Det er særligt unge på 0-timers-kontrakter, som ikke har ret til løn eller dagpenge under sygdom.
”Som samfund kan vi ikke acceptere, at så mange unge bekymrer sig for om næste lønseddel tikker ind i indbakken. Det er grobunden for mistrivsel i form af stress, angst eller depression. Derfor bliver vi nødt til at tykne sikkerhedsnettet under unge på arbejdsmarkedet. For alle unge har ret til trivsel og et godt arbejdsliv.”, udtaler Frederik Enevoldsen.
Analysen viser også, at det er godt hver tredje ung (36 pct.) i en atypisk ansættelse, som tror, at det er overvejende eller meget sandsynligt, at vedkommende vil blive arbejdsløs inden for de næste 12 måneder. Til sammenligning er det kun 6 pct. af de unge i almindelige lønmodtagerjobs, som finder det sandsynligt.