Nye uddannelser skal styrke unges samfundsengagement
04-06-2018
DUFs nye uddannelser, som lanceres til efteråret, skal i højere grad bygge på DUFs værdier om demokrati, dialog og samfundsansvar.
En arbejdsgruppe i DUF præsenterede i maj et sæt ambitiøse anbefalinger for DUFs styrelse: Alle DUFs uddannelsesaktiviteter skal bygge på en særlig DUF-tilgang, som bl.a. består af principper om mangfoldighed, dialog og myndiggørelse af unge.
Arbejdsgruppen blev nedsat i januar, og har arbejdet med at gentænke DUFs uddannelsesaktiviteter. Processen skal føre til en helt ny måde at tænke uddannelse på i DUF, hvilket bl.a. kommer til at betyde nye uddannelsestilbud.
Tanken er at gøre uddannelsesaktiviteterne mere attraktive for flere ved at tage udgangspunkt i de værdier, medlemsorganisationerne har til fælles, og som DUF er den oplagte platform for at dyrke.
”Med de nye uddannelser håber vi, at flere kommer på uddannelse i DUF. Deltagerne kommer til at mærke, hvordan de nye uddannelser i højere grad afspejler DUFs værdier og bærer præg af en 'DUF-tilgang', hvor demokrati, dialog og samfundsansvar er kerneelementer. Det skal give deltagerne et perspektiv for, hvad foreningslivet i Danmark kan,” siger Christine Lund, som er medlem af arbejdsgruppen og sidder i DUFs styrelse for FDF.
”De nye uddannelser skal bruge samfundet som klasseværelse. Uddannelserne skal ikke kun være en teoretisk overbygning på et frivilligt foreningsengagement, men et rum hvor vi gør fælles erfaringer. Derfor skal uddannelserne i højere grad tage udgangspunkt i konkrete udfordringer i vores samfund og hos vores medlemsorganisationer, så de unge bliver klædt på til at tage samfundsansvar,” siger Kasper Sand Kjær, formand for DUF, som også er medlem af arbejdsgruppen.
Uddannelser skal være en strategisk indsats
Arbejdsgruppen anbefalede desuden, at DUFs uddannelser i højere grad tager udgangspunkt i medlemsorganisationernes behov, og at de bruges målrettet i DUFs strategi:
”Vi har arbejdet med uddannelsesaktiviteterne for at sikre, at de giver mening og er relevante for de unge, som er aktive i foreningerne. Samtidig har der været potentiale for at tænke det ind som en mere strategisk del af DUFs arbejde,” siger Christine Lund.
Arbejdsgruppens anbefalinger er blevet godkendt af DUF styrelse i maj. De første nye uddannelser lanceres i efteråret.