Rekordsøgning til DUFs internationale pulje
14-10-2022
2022 har sat rekord for uddeling af midler til partnerskaber gennem DUFs internationale pulje. Men med stadig én ansøgningsfrist tilbage inden årets udgang er der risiko for, at puljens tilbageværende midler ikke rækker til at kunne bevillige alle støtteværdige projekter.
Igennem de sidste fire år har DUF set en stigende interesse og et øget engagement i internationale partnerskaber fra en bred vifte af DUFs medlemsorganisationer. Engagementet har i år været ekstra stort, og DUF er meget glade for at kunne fortælle, at der allerede nu er bevilliget for mere end 12,5 millioner kroner til ungedrevne partnerskaber i hele verden.
Det betyder helt konkret, at den internationale pulje alene i 2022 indtil nu har støttet 46 forskellige partnerskaber fra 18 forskellige medlemsorganisationer i 24 forskellige lande. Projekterne arbejder alle henimod puljens overordnede formål om atstøtte udviklingen af stærke og demokratiske ungdomsorganisationer i partnerlandene og øge unges deltagelse og indflydelse i deres samfund. Projekterne spænder bredt i tematikker fra øget viden om seksuel sundhed og -rettigheder for teenagere i Kenya til kapacitetsopbygning af ungdomsorganisationer fra Belarus for at øge belarusiske unges aktive medborgerskab.
Mangel på midler i puljen
Den store søgning til puljen betyder dog, at der nu er begrænsede midler tilbage i den internationale pulje til årets sidste ansøgningsfrist den 1. november 2022.
DUF har indtil videre kunne møde efterspørgslen på internationale projekter fra medlemsorganisationerne og deres partnere, men står nu for første gang i en situation, hvor DUFs internationale bevillingsudvalg kan risikere at give afslag til ellers relevante og velplanlagte projekter på grund af mangel på midler i puljen.
I retningslinjerne for den internationale pulje er der seks vurderingsparametre, som DUFs internationale bevillingsudvalg vurderer alle ansøgninger på baggrund af. Tidligere har det betydet, at alle ansøgninger som vurderes til at leve op til retningslinjerne, har fået en bevilling. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med midler tilbage til at finansiere bevillingsegnede ansøgninger, vil DUFs prioriteringsprincip træde i kraft. DUFs prioriteringsprincip er vedtaget i det internationale bevillingsudvalg og godkendt af DUFs styrelse.
Prioriteringsprincippet i aktion
DUF har et prioriteringsprincip, som det internationale udvalg kan bruge, hvis de skal prioritere mellem bevillingsegnede projekter. Helt konkret betyder det, at udvalget først har til opgave at vurdere, hvilke projektansøgninger, der lever op til retningslinjerne, for så herefter at rangere disse efter prioriteringsprincippet. Prioriteringsprincippet lyder:
I tilfælde af knaphed på midler prioriteres projektansøgninger som vurderes at have stærk folkelig forankring på bekostning af projektansøgninger med svagere folkelig forankring.
Hvis der er to eller flere ansøgninger, som vurderes at leve op til DUFs retningslinjer, men der ikke er midler nok i puljen, vil projekter med stærk folkelig forankring blive valgt.
I vurderingen af projekternes folkelig forankring kan bevillingsudvalget tage udgangspunkt i disse hjælpespørgsmål:
- Hvordan og i hvor høj grad involverer projektet børn og unge, som ellers ikke ville have muligheden for at være involveret i udviklingssamarbejde både hjemme og ude?
- Hvor relativt afgørende er det enkelte projekt for medlemsorganisationens samlede internationale arbejde? (F.eks. om medlemsorganisationens internationale arbejde står og falder med en DUF-bevilling på det enkelte projekt)
- Hvordan og i hvor høj grad involverer projektet medlemmer/frivillige i organisationen både ude og hjemme?
- Hvorvidt og hvordan bidrager det internationale arbejde til læring og udvikling i den danske organisation og partnerorganisationen?
- Hvordan og i hvor høj grad er der en politisk eller ledelsesmæssig forankring af projektet i organisationerne både ude og hjemme? (f.eks. om projektet involverer den politisk valgte ledelse og/eller sekretariat i at sikre forankringen af projektet i organisationerne)
De ovenstående punkter er ikke i prioriteret rækkefølge og det vil altid være udvalgets samlede vurdering, som er gældende.
DUF arbejder for flere penge til puljen
I DUF sætter vi alle kræfter ind for at sikre tilstrækkelige midler til medlemsorganisationernes internationale arbejde. DUF ønsker at kunne imødekomme efterspørgslen fra unge frivillige på tværs af det danske foreningsliv, der lægger tid og kræfter i internationale projekter, der styrker unges foreninger og stemme i verden.
Til jer som planlægger at søge puljen 1. november
Hvis din organisation planlægger at søge DUFs internationale pulje til ansøgningsfristen den 1. november, er det en god idé at kigge på hjælpespørgsmålene ovenfor i arbejdet med at skrive jeres ansøgning. I denne proces er I også altid velkommen til at kontakte DUFs internationale rådgivere, som også kan hjælpe med sparring og gode råd.