Folketinget og Undervisningsministeriet har i samarbejde med DUF afholdt Skolevalg for elever i 8.-10. klasse i 2015 og 2017. Formålet har været at styrke de unges politiske selvtillid, lære dem om demokratiets rettigheder og pligter og gøre dem fortrolige med det at stemme. Unge stemmer nemlig markant mindre end andre vælgere. Skolevalg har dog været en midlertidig ordning, indtil undervisningsministeren og Folketinget nu har fundet midler til at gøre det permanent. Hos DUF blev den nyhed modtaget med stor begejstring fra formand Kasper Sand Kjær, der roser Folketinget for at hæve truffet en vigtig beslutning for unges demokratiske deltagelse og fremtidens demokrati: ”I DUF ved vi fra vores demokratiundersøgelse, at unges politiske selvtillid er faldet markant de sidste par år. Skolevalg har vist sig at have yderst positive effekter på netop elevernes demokratiske engagement. Derfor skal der fra DUF lyde stor ros til Folketingets Præsidium og undervisningsministeren for at gøre Skolevalg til en fast tilbagevendende begivenhed. Vi glæder os til sammen med alle de politiske ungdomsorganisationer at diskutere politik og demokrati med alle landets folkeskoleelever også i de kommende år.”
Skolevalg giver elever i 8., 9. og 10. klasse muligheden for at deltage i en autentisk afholdt valghandling med stemmesedler og stemmebokse. Op til selve valghandlingen deltager eleverne i et tre uger langt valgkampslignende undervisningsforløb, hvor de arbejder med politiske mærkesager, danner deres egne politiske holdninger og deltager i debatter med politisk aktive unge fra ungdomspartierne. I 2017 satte 45.000 elever kryds på stemmesedlen, og 30.000 elever deltog i debatter med ungdomspartierne. Skolevalg er i 2015 og 2017 blevet fulgt af forskere fra Københavns Universitet, som har kunnet dokumentere, at Skolevalg har styrket elevernes politiske selvtillid, der er vigtig for, om man ender med at afgive sin stemme ved rigtige valg. Skolevalg har også styrket elevernes tiltro til det politiske system og til politikerne, ligesom de er blevet bedre til at genkende de politiske partiers ideologier.
Læs mere om Skolevalg