Tag et kig: Du skal have Tjek På Tilgængeligheden
15-09-2022
Mange foreninger, uddannelsesinstitutioner og virksomheder har aldrig beskæftiget sig med tilgængelighed. Derfor har SUMH, sammen med DUF og DH, lavet et værktøj, der kan hjælpe alle, der gerne vil skabe inkluderende fællesskaber, så mennesker med funktionsnedsættelse på lige fod med andre kan deltage. Online, fysisk eller hybridt. Og med Tjek På Tilgængeligheden bliver det også nemmere.
Hvis alle skal være med og deltage på lige fod i arrangementer, møder og lignende, så kræver det en indsats, når man skal inddrage flere mennesker med handicap i fællesskabet. For mennesker med handicap er en mangfoldig gruppe, der dækker over mindre som større fysiske, psykiske og kognitive handicap/diagnoser – det kan fx være muskelsvind, autisme, hjerneskade, gigt eller hørehandicap.
Tilgængelighedstrekanten
En hjørnesten i Tjek På Tilgængeligheden er ”Tilgængelighedstrekanten”. De tre hjørner i trekanten er Fysisk, social og pædagogisk tilgængelighed. Trekanten er ligebenet, fordi alle tre hjørner af tilgængelighedstrekanten er lige vigtige at tage højde for. Og de tiltag, der er nødvendige for nogle, vil oftest være til gavn for alle – så indsats gøres ikke alene for mennesker med handicap, men for alle i fællesskabet.
Brug matrixen
Omkring 20 % af befolkningen angiver selv, at de har handicap, så det er mange, der risikerer ikke at kunne være med, hvis ikke der er tænkt på tilgængeligheden ved arrangementer.
Matrixen på Tjek På Tilgængeligheden kan bruges som en slags inspiration til de ting, man skal huske på. Den er let at bruge og der er lavet små og korte videoer, der forklarer hvert punkt i matrixen.
Hjælp andre med tilgængelighed
Små forandringer kan gøre en stor forskel. Og tilgængelighed handler om, at alle kan få udbytte af aktiviteten og føle sig som en del af fællesskabet.
I SUMH (Sammenslutningen af Unge med Handicap) og DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) har vi en fælles drøm om, at flere unge med handicap bliver en del af det almene foreningsliv – og i fællesskaber generelt. For at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at foreningerne og fællesskaber generelt bliver opmærksomme på at forbedre deres tilgængelighed, så flere kan være med i fællesskabet.
Det er netop det vi gør med den nye portal på hjemmesiden. Her er Tjek På Tilgængeligheds guide og du kan også downloade eller rekvirere vores workshop-boks. Den er let at gå til, og indeholder alt det du skal bruge, for at lave en workshop om tilgængelighed i din forening, virksomhed eller organisation.
Du er velkommen til at kontakte SUMH’s sekretariatschef Ditte Rejnholdt Rudolfsen, hvis du vil vide mere eller Thomas Schiermacher, hvis du skal afholde workshop og har brug for materialer. Du finder kontaktoplysningerne på denne hjemmeside.