Tak for indsatsen under corona
02-02-2022
I anledning af at coronarestriktionerne er fjernet, lyder der en stor tak for indsatsen til DUFs medlemsorganisationer fra DUFs forkvinde og næstformand.
Kære medlemmer
Nu er restriktionerne løftet, og foreningslivet er endelig helt fri for at skulle forholde sig til retningslinjer, restriktioner og anbefalinger.
I den anledning vil vi gerne sige jer en stor tak for det enorme ansvar, I som foreninger og frivillige har påtaget jer de sidste to år.
Jeres frivillige kræfter har været afgørende for, at foreningslivet er kommet igennem den største krise i nyere tid. Det har til tider været uoverskueligt med skiftende retningslinjer, ligesom det har været svært at forholde sig til, om man kunne gennemføre weekendens lejr eller kurser. Side om side har I stået vagt om at afholde aktiviteter på en forsvarlig og ansvarlig måde. I er med jeres frivillighed og engagement årsagen til, at foreningslivet er kommet igennem pandemien.
I DUF har vi vidst det længe, men det er endnu engang stadfæstet i det danske samfund, at foreningslivets fællesskaber er enormt værdifulde for vores børn og unge.
Den kendsgerning har heldigvis også afspejlet det politiske arbejde, hvor vi har oplevet at blive inddraget, prioriteret og lyttet til, når vi som paraplyorganisation har skulle tale foreningslivets sag.
Fra DUFs side har vi løbende været i dialog med politiske beslutningstagere og Kulturministeriet for at sikre, at I fik de bedst mulige rammer for fortsat at kunne afholde aktiviteter. Sammen sikrede vi, at op mod 120.000 børn og unge i Danmark kom på sommerlejr. Vi har arbejdet for at sikre, at foreningslivet blev prioriteret i nedlukningen og genåbningen af vores samfund – senest denne vinter, hvor foreningslivet sammen med grundskolerne blev holdt åbent. Og vi har været med til at sikre, at foreningslivet blev understøttet økonomisk i form af blandt andet nødpuljer og aktivitetspuljer.
Da pandemien ramte, oprettede DUF også en coronahotline, hvor I har kunne skrive ind på mail eller ringe og snakke om retningslinjer med en medarbejder fra vores sekretariat. Dertil skal der også lyde en tak til jer, der har gjort brug af den mulighed. Ligesom der skal lyde en tak til jer, som vi eller vores sekretariat har været i kontakt med om corona gennem de sidste to år.
For hvis ikke vi havde en række medlemsorganisationer, som løbende har budt ind med viden, oplevelser og forslag til arbejdet, var vi ikke kommet igennem så godt, som vi er. Den kontakt ser vi også frem til at bruge på flere dagsordener, der rækker ind i 2022.
Men I skal også vide, at arbejdet ikke stopper her. Vi er klar over, at der er mange foreninger, der har sagt farvel til gode frivillige kræfter, og at der er foreninger, som fortsat har økonomiske udfordringer. I den politiske ledelse er vi meget optagede af at finde ud af, hvordan vi kan understøtte vores foreninger i de udfordringer på bedst mulige måde.
De problematikker løses ikke med et snuptag, men med et stærkt og kontinuerligt fokus. Derfor håber vi også, at landsorganisationerne vil svare på vores for nyligt udsendte medlemsundersøgelse, så vi kan få et målbart overblik over krisens eftervirkninger på vores organisationer.
Vi glæder os til at kickstarte foreningslivet sammen med jer.
Bedste hilsner
Christine Ravn Lund og Frederik Enevoldsen
Forkvinde og næstformand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd