Tilmeld dig DM i debat 2025
03-03-2025
Skrevet afLaura Nylykke
Er du ung, debatlysten og brænder for at sparke dit budskab ud over rampen, så skal du da deltage i DM i Debat 2025!
Siden 2011 har Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken afholdt DM i Debat. Her har Danmarks skarpeste unge debattører krydset klinger i kampen om titlen som danmarksmester i debat.
Hvem?
Hvis du elsker at formidle dine budskaber, kan skrue et argument sammen, der kan overbevise selv dine største tvivlere, og vil være med til at sætte unges stemme på dagsordenen, så er det lige præcis dig, vi søger som en af de 32 modige deltagere til dette års udgave af DM i Debat.
For at kunne deltage i DM i Debat skal du
- være under 30 år
- ikke have vundet konkurrence før
- maksimalt deltage for anden gang
DM i Debat er en konkurrence for alle slags debattører og meningsdannere, så hvad end du kommer fra en politisk ungdomsorganisation, et spejderkorps, en kirkelig organisation eller andet er underordnet – det vigtigste er, at du er klar på at duellere på ord og holdninger, har et budskab du vil have ud over rampen og vil krydse klinger med nogle af Danmarks dygtigste unge debattører. Vi sigter efter et bredt felt af debattører med mange forskellige baggrunde og holdninger.
Hvor og hvornår?
DM i Debat består af to indledende runder, en semifinale og en finale. De finder sted på følgende datoer og tidspunkter:
Første indledende runde: Mandag den 12. maj kl. 16:30 – 19:00 i Politikens Hus i København
Anden indledende runde: Tirsdag den 20. maj kl. 16:30 – 19:00 i Politikens Hus i København
Semifinale: Fredag den 13. juni kl. 16:30 – 18:00 på Folkemødet i Allinge
Finale: Lørdag den 14. juni kl. 15:00 – 16:00 på Folkemødet i Allinge.
Udover de ovenstående datoer arrangeres en debatworkshop, som vil klæde deltagerne på til konkurrencen og give dem mulighed for at møde hinanden. Den finder sted onsdag den 9. april i Politikens Hus.
For at deltage i DM i Debat er det som udgangspunkt obligatorisk at kunne deltage på alle ovenstående datoer.
Hvordan?
Hvis du ønsker at stille op eller indstille en kandidat, kan du udfylde tilmeldingsformularen via dette link senest mandag d. 1. april kl. 12.00.
Der er også mulighed for at søge gennem Politiken
Der er plads til et begrænset antal deltagere, og DUF forbeholder sig retten til at fordele pladserne. Der tilbydes rejserefusion af udgifter ifm. deltagelse i debatworkshoppen og de indledende runder. Hvis du går videre til semifinalen, tilbyder DUF transport og logi i Ungdomscampen på Folkemødet.
Kæpheste
Når du har fået svar på, om du er blevet valgt som deltager, vil du blive bedt om at indsende 4 ”kæpheste”. Kæpheste er de mærkesager, som der primært vil blive debatteret ud fra i konkurrencen. Det kan f.eks. være ”fjern topskatten”, ”omlæg landbrug til vild natur” eller lignende. I udformningen af kæpheste skal du tænke over følgende:
- At det er kæpheste, som man kan være uenig i
- At det ikke er kæpheste, der kræver specialiseret eller stor faglig viden
- At kæphestene er interessante at debattere og kan skabe en spændende debat
Du vil som deltager få sparring til dine kæpheste og gode tips og tricks til debatworkshoppen d. 9. april.
Spørgsmål?
Er du usikker på, om DM i debat er noget for dig eller har du spørgsmål til konceptet, så tøv endelig ikke med at skrive eller ringe til Laura på lnl@duf.dk eller 60 20 14 45
Vi glæder os til at fejre demokratiet med jer!