Bittesmå justeringer kan gøre en stor forskel i foreningerne
Lai Christian Balsig har en lang baggrund i foreningslivet i Venstres Ungdom, og da han i 2016 valgte at stå ved den han er offentligt, var støtten fra hans forening guld værd.
”Formanden for Venstres ungdom fortalte mig, at hvis der var nogen, der ikke kunne tolerere mig eller acceptere mig, så var der ikke plads til dem i Venstres Ungdom. Det var rare ord at få med på vejen,” siger Lai Christian Balsig.
Ved siden af sit job som kommunikationschef sidder Lai i Copenhagen Prides bestyrelse, og så har han i mange år fungeret som selvstændig inklusionskonsulent, hvor han har hjulpet virksomheder og foreninger med at løse inklusionsproblematikker.
”Det kan virke enormt overvældende, men det der skal til er bittesmå ting, der kan gøres om. ”
Et eksempel kunne være hvilke sovesale transkønnede børn og unge skal sove på sommerlejre og lignende.
”Det er for alles bedste, at det man identificerer sig som, er der hvor man får lov til at sove. Så bliver man ikke holdt uden for fællesskabet, og man bliver heller ikke ’the odd one out’, siger Lai Christian Balsig.
Nysgerrighed er godt, men …
Et andet godt råd, som Lai Christian Balsig vil give videre, og som med fordel kan praktiseres ude i foreningslivet er nysgerrighed.
Men det skal være nysgerrighed på en ordentlig måde.
”Når man spørger oprigtigt og ikke for at latterliggøre, så vil jeg meget gerne svare på dine spørgsmål, for ellers kan jeg ikke være med til at rykke andre,” siger Lai Christian Balsig.
Han har stødt på mange, der ikke havde hjertet på det rette sted, når de henvendte sig til ham
”Alle minoriteter i verden oplever at være ’giraffen i Zoo’, og det er rigtig træls at være et leksikon. Når fremmede på en bar kommer over og tæppebomber mig med spørgsmål, så plejer jeg at sige, at de kan sende mig en mail på mandag, når de er ædru eller gå en tur på google,” siger Lai Christian Balsig.
Spørgsmålene handler ofte om sex og køn, og det er der sådan set intet galt med ifølge Lai Christian Balsig. Man skal bare tænke over, hvordan man spørger. Det er for eksempel en god ide have en hovedregel om at bede om samtykke, inden man kaster sig ud i meget intime spørgsmål. Så viser man, at man er oprigtigt interesseret, fortæller han.
Fakta:
Navn: Lai Christian Balsig
Født: 15/9/1989
Pronominer: Ham/han
Profession: Kommunikationschef, DISIE (Danish Institue for Sustainable Innovation & Entrepreneurship).
Foreningserfaring: Venstres Ungdom, Copenhagen Pride