Unge i verden gør en forskel - også i corona-tider
01-04-2020
Corona-krisen skaber store udfordringer for internationalt samarbejde og implementering af projekter, men måske kan vi og vores partnerorganisationer, alligevel spille en rolle i at få verden bedst muligt igennem denne krise.
Der er mange måder, hvorpå vi kan tilpasse vores aktiviteter og finde meningsfulde måder at bidrage på. Her er nogle eksempler på, hvordan DUFs partnere i Jordan, Egypten og Tunesien under vores DAPP-projekt har tilpasset sig til denne situation:
Online dialogaktiviteter
Dialogworkshops, læringsforløb og møder under dialogambassadørprojektet fortsætter – på online platforme.Mange unge sidder nu hjemme med deres familier og længes efter at dele deres tanker med andre unge. Samtidig kan det være rart at få muligheden for at lære noget nyt i disse – for nogen – lange dage i hjemmet. Derfor rykker de frivillige dialogambassadører deres møder og workshops over på digitale platforme. De har blandt andet holdt workshops hvor de unge har haft mulighed for at dele deres tanker og følelser om det der sker i verden nu. En fordel ved at holde workshops online er, at både frivillige fra storbyer og landområder kan mødes i samme virtuelle rum.
Kampagner på sociale medier
Partnerorganisationer bruger deres platform til at iværksætte kampagner på de sociale medier. Eksempelvis arbejder dialogambassadørerne i arbejder dialogambassadørerne i Jordan, Egypten og Tunesien på en kampagne om vigtigheden af solidaritet i disse tider – både når det gælder at undgå smittespredning, men også hvor vigtigt det er at vi på trods af afstand holder sammen, og modstår polarisering i samfundet.
Spejdere i aktiv samfundstjeneste
De tunesiske spejdere (Les Scouts Tunesien) har kastet sig over samfundstjeneste. Les Scouts Tunesien, som har et partnerskab med de danske KFUM-Spejdere, er ’i felten’ og hjælper for eksempel med at holde posthuse og købmand åbne og sikre for offentligheden. De bruger også online platforme til at holde kontakten med de unge spejdere, som kan gå og bekymre sig i over de store omvæltninger i samfundet.
Har I gode eksempler på, hvordan jeres partnerorganisationer håndterer den nuværende situation, må I meget gerne dele jeres historier med os. Skriv til Andrea Holst-Mjöbäck fra DUFs afdeling for International Udvikling.
Har I spørgsmål eller brug for rådgivning om, hvordan I og jeres partner kan arbejde i denne tid, er I velkomne til at søge rådgivning hos DUF’s internationale rådgivere: Charlotte, Jonas, Nina M. eller Nina L.