Vellykket minifolkemøde på DUF
18-06-2021
DUFs have på Scherfigsvej, høj sol og spændende debatter dannede rammerne for en god og inspirerende start på sommeren. Torsdag den 17. juni 2021 afholdt DUF for første gang minifolkemøde.
DUFs næstforkvinde, Christine Ravn Lund, bød velkommen, satte scenen og styrede os godt igennem dagens program.
Vi havde inviteret to af DUFs nuværende ungdomsdelegater til FN, Emma Turkki og Anne Sophie Lyskjær Noer, og tidligere ungdomsdelegat Jeppe Bruus i sofaen til en åben snak om rollen som ungdomsdelegat. Der blev fortalt små anekdoter og røverhistorier fra tiden som ungdomsdelegat, og hvad man kan tage med sig fra tiden som ungdomsdelegat.
Jacob Schulze, formand i Bifrost, Katrine Juul Seier, næstformand i DaBUF og Marie Ravnholt Sannes, bestyrelsesformand i YFU Danmark, fortalte, hvordan det har været at være en frivillig forening under corona, hvad de tager med sig videre og hvad der skal til for, at foreningslivet kommer på benene igen på den anden side af corona. Moderator var Louise Juul Jensen, generalsekretær i DUF.
Vi blev klogere på DUF og tippede en 13’er. Lucas Skræddergaard, medlem af forretningsudvalget i DUF, førte os sikkert igennem spørgsmål som: Hvilken medlemsorganisation er DUFs ældste, hvornår var Mette Frederiksen næstformand i DUF og i hvilken periode har Anders Fogh Rasmussen siddet i DUFs styrelse og forretningsudvalg?
Red Barnet Ungdom (RBU) havde inviteret til en debat om, hvordan vi undgår, at coronakrisen bliver en læringskrise. Debatten blev indledt af Stine Alkert, forkvinde i Red Barnet Ungdom, og Christian Hjarnø Berthelsen, projektleder og frivillig i en læringscafé og formand for RBU’s lokalforening i Slagelse. Efterfølgende blev emnet debatteret af Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fonden, Regitze Flannov fra Danmarks Lærerforening, Mette Pless fra Center for Ungdomsforskning (CeFU), Stine Alkert, forkvinde i Red Barnet Ungdom og Christian Hjarnø Berthelsen. Pernille Bruun Madsen, (be)styrelsesmedlem i RBU og DUF, var facilitator.
DUFs to EU-ungdomsdelegater, Marek Azoulay og Lise Nygaard, sluttede dagen af med at lege en omgang ”Jeg har aldrig” med Ida Ullstad, FIC Ungdom, og Anna Courbin, Nyt Europa. Der blev undervejs svaret på spørgsmål om både EU, demokrati og personlige oplevelser.
Du kan se eller gense arrangementet her.