Lav et årshjul
Skrevet afGuro Klausen
Om hvordan I kan lave et årshjul for at sikre, at trivsel og samvær tænkes som et kontinuerligt arbejde i foreningen.
Det er vigtigt at arbejdet med trivsel og samvær i organisationen ikke bliver til et engangsstunt, hvor I indfører en samværspolitik og så lægger den i en skuffe, så den aldrig ser dagens lys igen. Trivsel og samvær bør tænkes som et kontinuerligt arbejde, som altid går hånd i hånd med de øvrige foreningsaktiviteter.
Lidt og ofte er bedre end stort og sjældent. Det er vigtigere at have et kontinuerligt fokus på den trygge organisationskultur, hvor der kommer små dryp tit, hellere end at have et kortvarigt fokus en sjælden gang. Gennem det kontinuerlige arbejde vil alle medlemmer kende til målsætningerne for organisationskulturen, procedurerne for at melde fra hvis de oplever noget grænseoverskridende samt reglerne og rammerne for organisationens samvær. Kun ved at opnå et bredt kendskab til organisationens arbejde med trivsel og samvær, kan det komme til at leve blandt organisationens medlemmer. Husk at organisationskulturen ikke kan vedtages – den kommer, når alle i organisationen lever den i praksis.
Et årshjul er et godt greb til at sikre det kontinuerlige arbejde med trivsel og samvær. At lave et årshjul indebærer en kortlægning af organisationens vigtigste arrangementer og aktiviteter, hvor arbejdet med trivsel og samvær bør indgå. Nedenunder finder I nogle gode tips til at lave et årshjul. Øvelsen kan laves på både nationalt og lokalt niveau i organisationen.
- Start med at kortlægge de store arrangementer i organisationen: det kan være sommerlejre, kursusweekender, ledersamlinger, generalforsamling og sociale arrangementer i løbet af året.
- Kig derefter på, om der er arrangementer med særlige risikofaktorer som gør, at I skal have en ekstra opmærksomhed på trivsel og samvær. Risikofaktorer i denne sammenhæng kan indebære situationer med alkohol, overnatning og omklædning, hvor flere medlemmer kan være sårbare for grænseoverskridende adfærd, men det kan også være situationer, hvor I som organisation har mindre kontrol over aktiviteterne. Fx de frivilliges fest efter at sommerlejren er afsluttet, turen hvor de unge patruljeførere står selv med ansvaret for spejderne, eller kampagnestunts hvor medlemmerne tager ud på gaden to-og-to.
- Kig også på, om der er arrangementer eller aktiviteter, som er særligt vigtige for jeres strategiske arbejde med trivsel og samvær. Et oplagt punkt er generalforsamlingen eller bestyrelsesmødet, hvor samværspolitikken årligt revideres eller en plan for oplæring i organisationen vedtages.
- I årshjulet kan I notere, hvilke handlinger og initiativer I vil sætte ind med til hvert enkelt arrangement med det formål at klæde alle på til at forebygge og håndtere eventuelle grænseoverskridende hændelser i jeres forening. Det kan fx være at præsentere tryghedsværter ved opstart af et weekendarrangement, at vise jeres video hvor overskrifterne i samværspolitikken præsenteres, at oplyse om hvor man kan melde fra hvis man oplever noget grænseoverskridende, at indlægge et mini-kursus for ledere på ledersamlingen eller lignende. Husk at bruge jeres risikoanalyse til at sikre, at der er ekstra fokus de steder, hvor risikoen er højere end normalt.
- Når I har en plan for, hvordan I vil bruge de forskellige arrangementer til at forankre og oplyse om organisationens arbejde med trivsel og samvær, kan I kigge på, om der er brug for yderligere tilføjelser i årshjulet? Det kan være et kommunikationstiltag såsom en fælles mail til alle ledere, hvor I opfrisker at de skal huske at gennemgå målsætningerne for den gode kultur i deres gruppe. Det kan også være at tilbyde et ekstra kursus for nye tillidsvalgte eller ledere.
Årshjulet kan I bruge som et internt styringsdokument i ledelsen – eller til fælles inspiration i organisationen. Udover at sikre det kontinuerlige arbejde med trivsel og samvær, kan et årshjul bidrage til, at det ikke kun er enkeltpersoner der får kompetencer på området, men at arbejdet med trivsel og samvær forankres i alle dele af organisationen og bliver en integreret del af organisationens aktiviteter hele året rundt.