EU-Ungdomsdelegater
Danmarks unge repræsenteres af to danske ungdomsdelegater i 'EU Ungdomsdialog', som har til formål at skabe dialog mellem europæiske unge og europæiske beslutningstagere.
EU Ungdomsdialog er en af hjørnestenene i EU's ungeindsats.EU bruger Ungdomsdialogen til løbende at inddrage og kommunikere med ungdommen i Europa i deres politiske arbejde.
DUF vælger for Danmark
Hvert EU-land udpeger unge, som deltager i ungdomskonferencer i regi af projektet. I Danmark er det DUF, der udpeger to ungdomsdelegater til EU, som skal repræsentere den danske ungdom på EU’s ungdomskonferencer. Delegaterne kommer fra danske børne- og ungdomsorganisationer og giver danske unge en stemme i europæiske beslutningsprocesser.
EU Ungdomsdialog er del af EU’s Ungestrategi for 2019-2027, som blev vedtaget af medlemsstaterne i december 2018. Ungdomsdialogen bygger på den tidligere 'Strukturerede Dialog', som blev igangsat i 2009 og som siden har inddraget unge fra hele Europa i politiske debatter vedrørende de unge.
Fast formandscyklus
EU Ungdomsdialog følger en bestemt struktur med gentagne cyklusser på 18 måneder. Fra januar 2022 er Ungdomsdialogen gået ind i sin 9. cyklus, som kommer til at vare til udgangen af juni 2023. Titlen for denne cyklus er 'sammen om et bæredygtigt og inkluderende Europa'. Hver cyklus følger det roterende trio-formandskab i Den Europæiske Union. Her i den 9. cyklus har Frankrig, Tjekkiet og Sverige hver et halvt års formandskab.
Hver cyklus følger en klar proces: Dialogen starter på nationalt plan, hvor et udvalgt politisk tema debatteres. Nationale konklusioner og idéer tages med til EU's ungdomskonferencer, hvor unge debatterer med embedsmænd fra hele EU og finder frem til fælles løsninger på problemstillinger. Disse løsningsforslag og anbefalinger fremlægges i sidste ende for Ministerrådet med henblik på at lave rådskonklusioner, som i sidste ende kan påvirke europæisk lovgivning og dermed vores alle sammens hverdag.
Delegaterne arbejder to veje
EU Ungdomsdialog koordineres i de enkelte medlemslande af nationale arbejdsgrupper. DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd er koordinator for den danske arbejdsgruppe, som udover ungdomsrådet består af repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Styrelsen for Forskning og Uddannelse, Center for Ungdomsforskningen og en række andre relevante aktører. De to danske ungdomsdelegater er også del af arbejdsgruppen og bidrager også til formidling og forankring af europæiske dagsordner i Danmark. Derudover inviterer DUF relevante aktører med særlig ekspertise inden for specifikke temaer fra gang til gang.
Emilie og Sofus er vores nuværende EU ungdomsdelegater. Du kan læse mere om dem her.
DUFs engagement i EU Ungdomsdialogen er finansieret af Den Europæiske Union.