Gør nogen flere kloge(re)
Er der et tema eller et spørgsmål, I længe har talt om, at I gerne ville dele med flere – også uden for jeres egen forening – eller har I indsamlet en masse viden og erfaringer, som I lige nu ikke kan komme ud og fortælle alle de andre i jeres forening om, så er der heldigvis mange muligheder for at mødes online og dele viden og gøre hinanden klogere.
I kan lægge tutorials ud på YouTube, arrangere workshops med Zoom eller oprette en Facebook-live, hvor alle, der kigger med, kan kommentere, svare på spørgsmål og sende kærlighed med hjerter og klappe-emojis for bare at nævne et par af mulighederne.
Guiden her giver inspiration til, hvordan I udnytter tiden til at dele viden og arbejdsmetoder, så I går endnu dygtigere ind i hverdagen, når den heldigvis kommer igen.
Fem gode råd
1. Spørg, hvad folk har brug for
Brug lidt tid på at finde ud af, hvilke spørgsmål eller emner andre er optaget af og gerne vil lære noget nyt om. Du kan oprette en afstemning i en Facebook-gruppe, sende mails ud eller tage en hurtig stikprøve hos nogle af dem, du kender. Husk, at du ikke kan gøre alle glade og ikke behøver at opfylde alle ønsker, og at det er helt okay.
2. Vær kreativ
Når du har fundet ud af, hvilke temaer du gerne vil fokusere på, kan du gå i gang med at finde på og planlægge den aktivitet, du vil lave. Hvis det er svært at komme i gang med de gode ideer, så inviter et par andre med til at brainstorme i et online møde (find en guide her) og brug denne video om den gode brainstorm, som Spejderne har lavet.
3. Forberedelse fungerer
Uanset hvordan og hvad I mødes om, er forberedelse af både dig og deltagerne vigtigt. Du kan med fordel sende en dagsorden ud inden, sådan som I plejer. Skriv gerne spørgsmål ind i dagsordenen, som folk kan forberede sig på eller skriv, hvad de skal bruge undervejs, hvis I fx skal lave en øvelse sammen. Hvis du planlægger en aktivitet, hvor I skal tale meget sammen over video, kan du overveje at begrænse deltagerantallet, så der bedst bliver plads til alle. Hellere fem mindre aktiviteter end én stor kaotisk.
4. Alle med
Online-møder, workshops og uddannelser kræver, at du gør dig endnu mere umage med at lave et program, så alle kan være med. De færreste kan fx holde koncentrationen mere end et par minutter ad gangen, hvis der bare er én der står og taler længe ind i kameraet. Tænk over, hvordan du kan lave gode afbrydelser og involvere deltagerne. I kan fx stemme med emojis på Facebook-live eller bruge chatfunktionen i Skype, Microsoft Teams o.lign. til at skrive spørgsmål. Med Zoom kan I lave enkelte sessioner, hvor I arbejder grupper og vender tilbage og deler med hinanden.
Sørg for at tjekke ind med hinanden, når I starter. Slå mikrofonerne til på skift, sig ’hej’ og lad folk fortælle et fun-fact om dem selv, dele deres bedste tip til, hvordan de holder humøret oppe i denne mærkelige tid eller give den næste i rækken en virtuel highfive. Gør det samme, når I slutter, så I får sagt ordentligt farvel til hinanden.
5. Tænk ud i fremtiden – hvordan bruger I det I har lært efter lockdown?
På et tidspunkt skal vi heldigvis ses ude i den fysiske virkelighed igen, hverdagen starter og man glemmer let, hvad vi egentlig brugte tiden på, mens vi ventede. Tag et referat og send det ud til alle, der var med, eller eksperimenter med at filme hele aktiviteten, så I kan huske, hvad I lærte – så kan dem, der ikke var med endda også få de gode pointer med. Det er også en god ide at bruge de sidste 10 minutter, I er sammen online, på at tale om, hvad I gør nu for at bruge det, I har lært fremover.
Flere gode råd og inspiration:
I guiden her fra den socialøkonomiske virksomhed DeltagerDanmark er der samlet 10 gode råd til dig, der arrangerer online-kurser og uddannelse. Du kan også finde gode råde til at lave webinarer i guiden her.