Inspirationskatalog: Hvordan arbejder danske ungdomsorganisationer med Verdensmålene?
Har I også overvejet at arbejde med Verdensmålene i jeres forening - og kunne I bruge lidt inspiration til, hvordan I kan gøre det? I dette inspirationskatalog har vi samlet 10 eksempler på, hvordan nogle af DUFs medlemsorganisationer arbejder med Verdensmålene - igennem aktiviteter, projekter og konkrete redskaber. Hver organisation giver også en anbefaling til, hvilke overvejelser andre ungdomsorganisationer kan gøre sig, hvis de vil arbejde med Verdensmålene. Læs med og lad jer inspirere!
Siden vedtagelsen i 2015 er FN's Verdensmål blevet allemandseje. Rigtig mange kender efterhånden de 17 farverige mål for bæredygtig udvikling, og organisationer, institutioner, virksomheder og stater er begyndt at integrere Verdensmålene i deres virke. Og det er rigtig vigtigt. Hvis vi skal skabe en mere bæredygtig verden, skal vi nemlig opnå de 17 Verdensmål - og det gør vi igennem (i hvert fald) disse to ting:
- Viden: mennesker verden over skal lære Verdensmålene at kende
- Handling: børn, unge og voksne skal omsætte deres viden om Verdensmålene til handling
Som så mange gange før har unge også taget denne udfordring op og er gået i gang med at lave konkrete, lokale, innovative og inddragende initiativer, som bidrager til at opnå Verdensmålene. Som dette inspirationskatalog viser, gælder dette i allerhøjeste grad også unge i DUFs medlemsorganisationer.
I kataloget finder du 10 cases fra 11 ungdomsorganisationer, som gennem kreative og unikke projekter, aktiviteter, samarbejder, værktøjer, redskaber og kommunikation er med at engagere danske unge i Verdensmålene. Casene viser, at ungdomsorganisationer på hver deres måde bidrager til at skabe viden om Verdensmålene blandt danske unge og forstår at omsætte denne viden til konkret handling på en måde, som giver mening i deres specifikke foreningskontekst.
Så hvordan arbejder danske ungdomsorganisationer med Verdensmålene?
- Spejderne bygger en bedre verden med Verdensmålene
- IMCC får en stærk offentlig stemme med Verdensmål 3
- Folkekirkens Nødhjælps Ungdom oplyser om Verdensmålene i nationale og internationale samarbejder
- Radikal Ungdom bruger Verdensmålene til at formidle svære dagsordener
- KFUM OG KFUK i Danmark bruger landsmøde som forum til at diskutere Verdensmålene
- Bifrost bruger rollespil til at tale om køn og ligestilling
- Ung Mosaik betragter bæredygtighed som en god ramme for nye samarbejder
- Ungdomsringen arbejder med ung til ung-undervisning i reproduktiv sundhed i Uganda
- LO Ungdom og Danske Studerendes Fællesråd brugte Verdensmål 11 som ramme for fælles konference
- Operation Dagsværk oplyser om Verdensmålene gennem humor og dialogværktøjer
Summa summarum: Leder du efter inspiration til, hvordan din forening kan arbejde med bæredygtig udvikling lokalt, nationalt eller internationalt? Look no further.
Læs inspirationskataloget - og ræk ud til DUF eller ungdomsorganisationerne hvis du gerne vil vide mere!
Har du gode eksempler på, hvordan din forening arbejder med Verdensmålene? Så skriv til duf@duf.dk