Prøvevalg for unge
31 kommuner i Danmark gav 16- og 17-årige en stemme ved kommunalvalget i efteråret 2009 ved danmarkshistoriens største prøvevalg.
Prøvevalgene blev skabt af DUF i samarbejde med KL's Konsulentvirksomhed og Køge Kommune.
Ud af de 31 kommuner med prøvevalg havde 15 kommuner en borgmester fra Venstre eller Det Konservative Folkeparti, og 15 kommuner havde socialdemokratiske borgmestre. En enkelt kommune havde en borgmester fra en lokalliste.
46 procent af kandidaterne ved valget ønskede at indføre 16-års valgret ved kommunalvalg, og hele 25 kommuner brugte elektronisk afstemning til prøvevalget, hvor der kunne stemmes via internet eller SMS. Fem kommuner havde et traditionelt fremmødevalg. En enkelt kommune, Århus, brugte elektroniske stemmebokse.
Prøvevalget var historisk i forhold til antallet af unge førstegangsvælgere og anvendelsen af elektronisk afstemning.