Projektet ”Orkerne kommer!” blev skudt i gang i februar 2016 og løber til og med september 2017. Rollespilsfabrikken er i fuld gang med afholde arrangørkurser og gamemaster-uddannelser og opsætning af store rollespilscenarier, der allerede nu har vækket interesse blandt rigtig mange nye unge. Prisen som Årets Ungdomsforening kommer derfor som en stor, positiv overraskelse, der skaber begejstring blandt de frivillige. ”Det giver stor stolthed og motivation, at vi i år modtager prisen som Årets Ungdomsforening. Det bidrager helt sikkert til en intern stolthed over vores projekter,” siger projektleder og formand i Rollespilsfabrikken, Anders Berner. Han glæder sig til at hænge diplomet op i lokalerne i Brønshøj og er slet ikke i tvivl om, at det betyder rigtig meget for medlemmerne, at de får det her skulderklap. Samtidig håber han, at prisen kan være med til at legitimere foreningens arbejde udadtil. ”Jeg håber på, at vi, udover at fejre det internt, også kan bruge prisen i vores arbejde fremadrettet. Det er jo klart, at det giver vores indsats en legitimitet i forhold til eksterne samarbejdspartnere. Det er jo et bevis på, at det vi gør, det virker,” fortæller Anders Berner.
Det er dog ikke kun Rollespilsfabrikken, der hædres med prisen. Både andenpladsen og tredjepladsen fik også et særligt skuldeklap for deres indsats. DSU København løb med den ærefulde sølvmedalje for blandt andet åbningen af Ungdommens Demokratihus, som officielt slår dørene op i det nye år. Huset skal funger som et sted, hvor politisk interesserede unge kan mødes på tværs af holdning og sammen dyrke deres interesse. Tredjepladsen gik til Operation Dagsværk på Esbjerg Gymnasium, som har formået at rekruttere næsten 10 procent af skolens elever og udvikler nogle nye, spændende initiativer. De har blandt andet i samarbejde med tre andre gymnasier afholdt en velgørenhedskoncert med otte forskellige bands og artister.