DUF åbner for indstillinger til prisen som Årets Ungdomskommune 2023
21-10-2022
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler igen i år prisen til Årets Ungdomskommune. Derfor er der nu åbent for indsendelse af indstillinger. Vinderkommunen får 10.000 kroner til nye tiltag, der skal være med til at styrke ungeområdet.
I mere end 15 år har DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd - uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, der gør noget ekstraordinært for børn og unge. Og i år er ingen undtagelse. Derfor er vinduet nu åbent for indstillinger.
Vinderkommunen modtager 10.000 kroner, der er øremærket til at styrke ungeområdet.
”Vi er rigtig stolte af at have skabt en tradition for ungdomskommuneprisen. Den er med til at anerkende de kommuner, som lige går den ekstra mil for at bidrage til det gode ungeliv. Det gode ungeliv er jo mange ting. Det er både demokratisk inddragelse, gode fritids- og foreningsmuligheder og meget mere” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
” Mange kommuner gør allerede et flot stykke arbejde, men vi håber samtidig, at prisen er med til at inspirere kommuner til at prioritere ungeinddragelse, samarbejde med det lokale foreningsliv og skabe gode rammer for unge. Særligt efter en periode med corona, tror jeg det er vigtigt at sætte ind på ungeområdet, så vi kan komme trivselskrisen til livs”, uddyber hun.
Både kommunen selv, enkeltpersoner og foreninger kan indstille en kommune. En kommune kan indstilles, hvis den eksempelvis giver ekstra gode rammer for ungdomsforeninger, har etableret et ungdomsråd eller noget helt tredje – alle tiltag tæller.
Sidste år vandt Horsens kommune, for over en bred vifte af have prioriteret ungeinddragelse. De har både et velfungerende ungeråd, og har bygget et ungekulturhus ”platform K”.
Fristen for indstillinger er 30. november kl. 12.00.