Sådan indstiller du din kommune til Årets Ungdomskommune
01-09-2024
Skrevet afAnna Kjær
Nu kan du indstille en af landets 98 kommuner til prisen som Årets Ungdomskommune.
Her finder du alt, hvad du skal bruge.
Hvilken kommune har i særlig grad markeret sig, når det kommer til ungeindragelse og ungeinitiativer?
Det er det inden længe tid til at finde ud af, når DUF kårer Årets Ungdomskommune 2025 i januar.
Prisen har til formål at belønne kommuner, der gør en ekstraordinær indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår. Vinderkommunen skal have for øje at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
Her kan du se hvilke kriterier, der lægges vægt fra årets dommerpanel:
Kriterie A: Deltagelse
Unge bør inddrages i kommunens beslutningsprocesser. Særligt på de områder, der har indvirkning på deres liv og hverdag. En del af inddragelsen bør være formaliseret, og unge skal have muligheden for selv at rejse spørgsmål, som de finder relevante eller vigtige.
Kriterie B: Fritid og foreningsliv
En bred vifte af fritids- og foreningstilbud er afgørende for at unge kan udvikle og tilegne sig nye kompetencer og afprøve talenter og drømme. Kommunen bør skabe gode rammer for et alsidigt foreningsliv og samspil mellem de kommunale fritidstilbud og foreningslivet.
Kriterie C: Livsmuligheder og trivsel
Det er ikke muligt at lave en udtømmende liste over, hvad der gør rammen om et godt ungdomsliv, men en række basisområder skal generelt være i orden. Kommunen bør tilbyde et bredt udvalg af gode uddannelser, trygge ungdomsboliger og målrettet hjælp til udsatte grupper. Derudover bør kommunen have et særskilt fokus på at styrke unges trivsel.