DUF om civilsamfundsstrategi: Uambitiøst
10-10-2017
DUFs formand savner en større og bredere satsning på det frivillige Danmark i regeringens nye civilsamfundsstrategi.
Socialminister Mai Mercado (K) har i dag offentliggjort regeringens civilsamfundsstrategi; Strategi for et stærkere civilsamfund. Strategien indeholder en række mindre initiativer især rettet mod den sociale sektor og samarbejdet mellem frivillige og kommunale aktører.
“Jeg vil selvfølgelig gerne kvittere for, at regeringen forsøger at sætte nogle gode rammer for civilsamfundet, mest afgørende på de frie driftsmidler. Jeg havde dog gerne set, at man i civilsamfundsstrategien havde hævet blikket og fremlagt ambitioner for en større del af civilsamfundet”, siger Kasper Sand Kjær, formand for DUF.
Kasper Sand Kjær har siddet med i den task force, der er kommet med anbefalinger til inklusionen af socialt udsatte i frivillige fællesskaber og vilkårene for den frivillige sociale sektor, og det er disse anbefalinger, der nu udgør rygraden i civilsamfundsstrategien.
”Regeringens strategi er først og fremmest en strategi for den frivillige sociale sektor, og jeg synes, at det er både ærgerligt og uambitiøst, at regeringen ikke ønsker en større og bredere satsning på det frivillige Danmark. Det almene foreningsliv har et stort potentiale for at hjælpe med både sociale og integrationsproblemer i samfundet - men det kræver en langt mere ambitiøs satsning på at understøtte og styrke foreningslivet, hvis det potentiale skal nås”, siger Kasper Sand Kjær.
Læs civilsamfundsstrategien her