Kampen for at lette foreningernes bankbyrder fortsætter
04-01-2022
DUF arbejder for at mindske bankbureaukratiet, gebyrer og andre krav til foreningslivet, så det bliver nemmere og billigere at være foreningskunde i en bank. I 2021 har DUF været i tæt dialog med myndigheder, banker og politiske beslutningstagere om problemstillingen. Læs her, hvor langt vi er kommet, og hvordan arbejdet fortsætter i 2022.
Det skal være lettere og billigere for foreninger at være bankkunder. Kampen mod hvidvask betyder, at foreninger i stigende grad bliver mødt med unødige administrative krav om fysisk dokumentation og legitimation. Krav, som bliver en stor byrde for især de små, lokale foreninger, der er drevet af frivillige ildsjæle.
Foreningsarbejdsgruppen har præsenteret konkrete løsningsforslag
I løbet af 2021 har DUF været en aktiv del af foreningsarbejdsgruppen under Finans Danmark, der i første halvår har udarbejdet et idékatalog til politikerne med konkrete idéer til, hvordan man kan lette de byrder, mange foreninger oplever i mødet med bankerne – uden at gå på kompromis med kampen mod hvidvask og terrorfinansiering.
I juni præsenterede arbejdsgruppen idékataloget med forslag til, hvordan man kan lette byrden for foreningerne. Kataloget indeholdt tre overordnede anbefalinger:
- Model for risikoklassifikation: Foreninger med lav risiko skal have lettet byrderne, fx dokumentationskrav.
- Model for digital registrering: En frivillig, digital selvbetjeningsløsning skal gøre det lettere for foreningerne at udlevere dokumentation.
- Guide til formelle rammer for foreningerne: En guide til de formelle rammer i mødet mellem forening og bankerne skal hjælpe foreningerne og effektivisere fx formands- og kassererskifte.
Står det til DUF, skal der hurtigst muligt sættes politisk handling bag ordene blandt andet med en forpligtende risikoklassifikationsmodel og udvikling af nye digitale registreringsløsninger.
Regeringen lover foreninger risikoklassifikationsmodel inden næste sommer
Den 26. november var erhvervsminister Simon Kollerup (S) og kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) kaldt i åbent samråd om arbejdet med at lette byrderne for foreningslivet.
Her lovede erhvervsministeren på kort sigt, at en ny vejledning om risikoklassifikation til bankerne er klar i første halvår af 2022. Den nye vejledning forventes at placere langt størstedelen af foreningerne i lavrisikogruppen med færre krav til dokumentation. Sammen med de øvrige foreningsrepræsentanter og myndighederne har DUF deltaget i processen om udarbejdelsen af en ny vejledning, der forventes at komme i offentlig høring i starten af 2022.
Det har været en vigtigt for foreningsrepræsentanterne at sikre så forpligtende og bindende en risikoklassifikationsmodel som muligt – forankret i hvidvaskloven og/eller vejledningen. Regeringen mener umiddelbart, at en ny vejledning er det bedste redskab, da en ændring af hvidvaskloven vil være i strid med EU-direktivet på området. Her henviste erhvervsministeren til et svar fra EU-kommissionen, da hvidvaskloven oprindeligt blev vedtaget, hvor kommissionen understregede, at danske regler ikke må undtage foreningerne for bankernes risikovurdering og kundekendskabsprocedure. På samrådet lovede ministeren dog at udarbejde et juridisk notat, der undersøger de begrænsninger, EU-direktivet sætter.
Altinget Civilsamfund har lavet en længere gennemgang af samrådet.
Arbejdet fortsætter i 2022
I 2022 vil DUF fortsætte arbejdet for at bedre forhold for foreninger i mødet med bankerne. Det er forventningen, at en ny vejledning vil blive udstedt til bankerne i første halvår, mens vi samtidig får undersøgt mulighederne inden for EU-direktivet. På den baggrund vil foreningsarbejdsgruppen udarbejde en guide til de formelle rammer for foreninger i mødet med bankerne, der skal være en praktisk hjælp for foreningernes møde med bankrådgiveren. Herudover vil DUF arbejde for nye digitale registreringsløsninger, der skal gøre det lettere for foreningerne at udlevere dokumentation.
Hvis din forening har konkrete oplevelser med banker, der kræver store mængder af dokumentation, eller jeres forening på anden måde er kommet i klemme i de bureaukratiske regler, og du mener, at vi vil kunne bruge eksemplet i arbejdet, så skriv en mail til politisk chef Daniel Branislav Christensen på dbc@duf.dk og mærk emnefeltet med ”Eksempel til arbejdsgruppe”.